Prisvindende komiker til Danmark
Sidste gang den Emmy-vindende komiker Louis C.K. besøgte Danmark, blev showet udsolgt på få minutter.
Amerikaneren Louis C.K., der er en af USA’s mest succesfulde komikere, kommer til Danmark.
Det sker 23. maj, hvor Louis C.K. indtager Royal Arena i København, skriver koncertarrangøren All Things Live Denmark i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under videoen
Louis C.K. har ellers holdt sig mere eller mindre ude af rampelyset siden 2017, hvor han erkendte at have udsat fem kvinder for sexchikane i 1990’erne og 2000’erne.
På trods af dette betragtes Louis C.K. fortsat som et af de største navne inden for standup. Han har turneret med et væld af shows. Det seneste var “Louis C.K. 2017”.
Louis C.K. fik sit store internationale gennembrud med den autobiografiske tv-serie “Louie”, som han selv skrev, instruerede, klippede og spillede hovedrollen i.
Han har gennem årene modtaget flere priser, heriblandt flere Emmy-priser for “Louie”.
Ned ad bakke
I 2017 gik det imidlertid ned ad bakke for Louis C.K., da flere kvinder anklagede komikeren for sexchikane.
Beskyldningerne kom blandt andet fra to kvindelige komikere, som fortalte til den amerikanske avis The New York Times, at de var blevet udsat for sexchikane tilbage i 2002.
Ifølge kvinderne var Louis C.K. “begyndt at onanere”, da de befandt sig på hans hotelværelse under en festival for komikere.
Onanerede under telefonsamtale
En anden kvinde fortalte, at han onanerede under en telefonsamtale i 2003.
I en længere erklæring skrev han dengang blandt andet:
– Disse fortællinger er sande. På det tidspunkt sagde jeg til mig selv, at det, jeg gjorde, var okay, fordi jeg aldrig viste min pik til en kvinde uden at spørge først, hvilket også er sandt. Men senere i livet, for sent, har jeg lært, at når du har magt over en anden, så er det ikke et spørgsmål, når du beder dem om at se på din pik. Du sætter dem i en svær knibe.
Undskylder til mange
Han undskyldte samtidig over for medvirkende og medarbejdere på de projekter, som han har arbejdet på, sin familie, børn, venner, sin manager og Tv-selskabet FX.
FX står blandt andet bag serien “Louie”, hvor komikeren spiller hovedrollen. Selskabet reagerede på anklagerne og udtalte, at selskabet var “meget bekymret”.
Lav profil
I knap et år efter holdt komikeren lav profil, indtil han uanmeldt mødte op på New Yorks populære standupklub Comedy Cellar, hvor han gennemførte et 15 minutter langt show.
Siden har Louis C.K. lavet enkelte mindre shows i New York.
Komikeren indledte allerede turnéen med sit nye show i november 2019 i USA. Han vil i løbet af året besøge både Mexico og Canada – og altså nu også Danmark.
Sidste gang besøgte Danmark, var i 2016. Her blev showet udsolgt på få minutter.
Billetsalget til showet i maj i år begynder torsdag den 16. januar klokken 12.
Den amerikanske komiker er langt fra den første, der bliver mødt med anklager om seksuel chikane.
Blandt andet er den tidligere storproducer Harvey Weinstein, skuespillerne Kevin Spacey og Dustin Hoffman samt instruktøren James Toback blevet beskyldt for chikane.