Rachel: Det faldt jeg for hos Eirik

Rachel Ellebye fra Årgang 0 har fået en kæreste. De har været sammen i ni måneder.

Rachel Ellebye har fået en kæreste fra Norge. Foto: TV2
Offentliggjort Sidst opdateret

Rachel Ellebye, kendt fra Årgang 0, har fået en kæreste. Det blev afsløret under optagelserne til den igangværende sæson af det populære program, der også er den sidste. Kæresten er norsk og hedder Eirik.

På fredag – den 8. februar – rejser det forelskede par sammen til Berlin for at fejre hendes 19-års fødselsdag, fortæller hun til TV2. Efter ni måneder som kærester er de to stadig glade for hinanden – også selv om afstanden er stor. Eirik bor nemlig i Hakadal nord for Oslo.

Den snart 19-årige danske TV-kendis er slet ikke i tvivl om, hvad hun faldt for ved nordmanden, som hun rendte ind i på en københavnsk natklub i maj 2018.

– Jeg tror egentlig, det er fordi, han er så afslappet, og jeg kan mærke, hvor meget han passer på mig og vil mig det bedste. Han er bare en skøn fyr. Jeg kan snakke med ham om alt, og jeg elsker ham så meget, siger hun til TV2.

Parrets plan er at flytte sammen i Oslo, når Rachel tager hul på sit planlagte sabbatår efter 3.g på den kostskole i Birkerød, hvor hun både bor og går i skole. Hun håber at finde arbejde i det norske, så parret har råd til at bo sammen. Eirik bor i øjeblikket hjemme hos sine forældre.

Han er ved at blive udlært som elektriker.

Powered by Labrador CMS