Livreddere henter udmattede badegæster i land

I sidste uge var der 7.932 indsatser. Foto. Trygfonden.
Udgivet Opdateret

Efter endnu en uge med høje temperaturer og varmt badevand er der fortsat travlhed hos TrygFondens livreddere.

I sidste uge var der 7.932 indsatser, og i tre af tilfældene blev det vurderet, at en person var i livsfare. To gange måtte livredderne ud for at hente mandlige badegæster i land, som var svømmet for langt ud og ikke havde kræfter til selv at komme tilbage på stranden.

Søndag aften på Bellevue Strand var det nær gået galt for en mand, da han var svømmet for langt ud og var gået i panik. Han klamrede sig til en bøje ca. 100 meter ude i vandet og havde ikke kræfter til at selv at komme i land. Livredderne kom manden til undsætning og hentede ham ind på et rescueboard.

– Når badegæster tager sig en svømmetur i åbent hav, er det en klassisk farlig situation, at man overvurderer sine egne evner og undervurderer afstandene. Mange sætter sig en bøje, et sømærke eller et andet pejlemærke som mål, men selv habile svømmere kan blive overraskede over afstandene på åbent hav. Bliver man træt undervejs, ser ned i dybet og opdager, at man ikke kan bunde, er der kort vej til panik, og det kan få fatale konsekvenser. Vi opfordrer derfor alle til at svømme langs med stranden, og så er det værd at huske, at man jo også sagtens kan få en god svømmetur, hvor man kan bunde, siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden og opfordrer samtidig til, at man aldrig bader alene.

– Man bør altid være to eller flere sammen, når man går i vandet. På den måde kan man  holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis nogen pludselig kommer i vanskeligheder. Vi opfordrer altid til, at man vælger en strand, hvor der er livreddere, som kan træde til med hurtig hjælp. Men det er fortsat folks eget ansvar at passe på sig selv og hinanden, når de kaster sig ud i bølgerne, siger René Højer.

I denne uge ser det ud til, at de høje temperaturer fortsætter, og der vil formentlig fortsat være mange, der tager sig en forfriskende svømmetur ved de danske kyster. TrygFonden Kystlivredning opfordrer derfor til, at man er realistisk omkring sine egne evner, husker de fem baderåd og altid orienterer sig om de lokale forhold på stranden.

De 5 baderåd

1.    Lær at svømme
2.    Gå aldrig alene i vandet
3.    Læs vinden og vandet
4.    Lær stranden at kende
5.    Slip ikke børnene af syne

Livreddende aktioner i uge 30

Bellevue Strand

Da livredderne på Bellevue Strand var ved at pakke sammen og lukke tårnet, var en mand kommet i problemer cirka 100 meter ude i vandet, hvor han klamrede sig til en bøje. Det viste sig, at manden var svømmet for langt ud, havde mistet kræfterne og var gået i panik. Muligvis havde manden, der talte et meget begrænset dansk, fået et krampeanfald. En af livredderne kom manden til undsætning og hentede ham ind på et rescueboard.

Feddet Strand

På Feddet Strand var en 60-årig mand svømmet ud til sine børnebørn på en flydende hoppeborg ud for stranden. På dagen var der store bølger på havet, og manden mistede undervejs kræfterne. Han fik en bølge i hovedet, slugte en del vand og gik i panik, da han ikke kunne trække vejret ordentligt. Livredderne hentede ham ind i redningsbåden og fik ham sikkert ind til stranden.

Moesgård Strand

På Moesgård Strand kom livredderne en bevidstløs pige til undsætning, der led af dehydrering.

Powered by Labrador CMS