Ramt af kræft

Dansk Le Mans-vinder må se til hjemme fra mens årets 24-timers løb bliver afviklet

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske Le Mans-vinder Casper Elgaard skulle oprindeligt have været til 24 timers-løbet Le Mans, der lørdag klokken 15 skydes i gang.

Men i stedet for duften af asfalt, benzin og svedige kørehjælme, må den danske Le Mans-vinder se med fra hjemmet i Aarhus. Casper Elgaard skal nemlig begynde på sin kemobehandling efter en nylig kræftdiagnose.

Det afslører han på sin Instagram-profil.

"I dag skulle jeg have lavet noget af det jeg elsker allermest - været på Le Mans med GMB Motorsport og efterfølgende med TV2. MEN… for ca 4 uger siden, fik jeg desværre konstateret kræft" skriver Casper Elgaard og fortsætter:

"I stedet for at være i Frankrig, sidder jeg nu her - klar til min første kemo behandling.

Livet er fuld af gode og dårlige dage. For 4 uger siden var det en dårlig dag, i dag er en dårlig dag og der har været mange dårlige dage inde imellem de to. Men jeg er klar til kamp og når det her er overstået er jeg tilbage stærkere end før… kræften er flyttet ind i den forkerte krop og kampen imod den er nu officielt igang. #knækcancer #kræft #kampklar"

Casper Elgaard her flankeret af Cecilie Hother (tv),i forbindelse med et Vild med Dans-arrangement for nogle år tilbage.
Casper Elgaard her flankeret af Cecilie Hother (tv),i forbindelse med et Vild med Dans-arrangement for nogle år tilbage.

Vandt i 2009

I 2009 vandt Casper Elgaard LMP2-klassen - og han har flere gange deltaget i det prestigefyldte løb.

I år skulle han ikke have siddet bag rattet men i stedet være med til at kommentere løbet for TV2.

Casper Elgaard blev kendt uden for motorsportskredse, da han i 2009 vandt 'Vild med Dans' sammen med dansere Vickie Jo Ringgaard.

Powered by Labrador CMS