Ramte sig selv i hovedet
Bodyguard slipper for tiltale efter sammenstød med Britney Spears
Torsdag flød amerikanske medier over med historier om, at Britney Spears havde meldt en bodyguard for basketstjernen Victor Wembanyama for vold.
Den hærdebrede bodyguard havde angiveligt slået den 1,63 meter lave Britney Spears i gulvet.
Hændelsen skete uden for en restaurant i Las Vegas, hvor Britney prikkede Victor Wembanyama, som hun er en stor fan af, på skulderen for at få taget en selfie.
Slipper for tiltale
Men nu melder politiet i Las Vegas ud efter at have efterforsket sagen og set overvågningsvideoer af "voldsepisoden".
Der bliver ikke noget ud af Britneys voldsanmeldelse, og bodyguarden slipper for videre tiltale.
- Britney Spears ramte sig selv i hovedet, da bodyguarden skubbede hendes arm væk fra Wembanyama, lyder konklusionen fra politiet.
Kunne ikke genkende hende
Victor Wembanyama er en kæmpe stjerne i USA og han var blevet rådet til at gå uden stop ind på restauranten, fordi det kunne skabe uro, hvis han stoppede op.
Han har efterfølgende sagt, at han ikke var klar over, at det var Britney Spears, der ville i kontakt med ham.
Om det, at hun ikke blev genkendt af sit store idol, gør mere ondt på Britney, end at voldsanmeldelsen ikke førte til noget, melder historien ikke noget om.