Rapporten er klar

Produktionsselskabet bag filmen udviste ligegyldighed over for de ansatte

Udgivet Opdateret

Rapport om Alec Baldwins fatale skud er klar.

Selskabet får millionbøde. 

Produktionsholdet udviste ligegyldighed for sikkerheden, konkluderer myndighed i sag om filmfotografs død.

Fra en mindehøjtidelighed for Halyna Hutchins
Fra en mindehøjtidelighed for Halyna Hutchins

Produktionen bag filmen "Rust" vidste, at sikkerhedsprocedurerne for våben ikke blev fulgt på filmsettet op til episoden, hvor skuespiller Alec Baldwin skød og dræbte en filmfotograf ved en ulykke.

Det konkluderer Arbejdstilsynet i New Mexico, som har foretaget en undersøgelse af episoden, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udviste ligegyldighed

Ifølge tilsynet havde det været muligt at undgå dødsfaldet. 

Men firmaet Rust Movie Productions udviste ifølge myndigheden "ligegyldighed" over for de ansattes sikkerhed, lyder det i konklusionen.

Firmaet får den højst mulige bøde på knap 140.000 dollar, hvilket svarer til næsten 960.000 kroner. Det skriver mediet TMZ.

To skud

To gange før det dræbende skud var der ifølge undersøgelsen blevet løsnet skud, hvilket personen med ansvar for sikkerheden ikke italesatte tilstrækkeligt over for de andre medarbejdere på settet.

Nogle på holdet udtrykte bekymring, men der ikke rigtigt gjort noget for at øge sikkerheden eller tale om emnet. Det fremgår ifølge TMZ af undersøgelsen.

Et luftfoto af det filmset, hvor stjerneskuespilleren Alec Baldwin under optagelser til den kommende westernfilm 'Rust' torsdag affyrede en pistol, der viste sig at være ladt med et skarpt skud. Skuddet dræbte filmfotografen Halyna Hutchins.
Et luftfoto af det filmset, hvor stjerneskuespilleren Alec Baldwin under optagelser til den kommende westernfilm "Rust" torsdag affyrede en pistol, der viste sig at være ladt med et skarpt skud. Skuddet dræbte filmfotografen Halyna Hutchins.

Det indikeres desuden, at lederne af produktionen ikke havde et ordentligt system på plads til at sikre, at ægte ammunition blev holdt væk fra filmsettet.

- Ledelsen fik flere muligheder for at gribe ind og træffe foranstaltninger og valgte ikke at gøre det. Som et resultat af disse fejl blev instruktør Joel Souza og filmfotograf Halyna Hutchins alvorligt såret. Halyna Hutchins døde af sine skader, siger en unavngiven repræsentant for tilsynet ifølge TMZ.

Baldwin sagsøgt

Sagen er afgjort af Arbejdstilsynet, men der er også andre instanser som ser på den. Amerikansk politi er ved at undersøge, om nogen kan stilles strafferetligt til ansvar, ligesom Hutchins pårørende har rejst et søgsmål mod en række personer.

Det er skuespilleren Alec Baldwin "og andre, der var ansvarlige for sikkerheden på filmsettet", der er blevet sagsøgt.

Da Halyna blev skudt

21. oktober 2021 blev filmfotografen Halyna Hutchins skudt under en filmoptagelse af skuespilleren Alec Baldwin.

Hun døde kort efter.

Inden affyringen havde Alec Baldwin sagt, at pistolen var "kold", hvilket er et udtryk til at fortælle, at pistolen ikke er skarpladt og er sikker at bruge under optagelser.

Efter 42-årige Hutchins lå døende på jorden, sagde hun i sekunderne efter, at hun blev ramt:

"Jeg kan ikke mærke mine ben".

Hun blev ramt af et skud fra den Colt-revolver, der burde have været ladet med løst krudt.

Efter Hutchins faldt om, skal Baldwin have sagt:

"Hvad fuck er der sket?", har the Los Angeles Times rapporteret efter interviews med forskellige medlemmer af filmholdet.

Døde i kollegas arme

Der blev kun affyret et enkelt skud, men det ramte fotografen i brystet, gennem hende og endte i filminstruktøren Joel Souza, der også faldt om.

"Hvad helvede var det? Det brænder", skal han have skreget.

Men Hutchins kæmpede for livet i en kollegas arme, sagde en anden:

"Det var ikke godt, det her"

Til det svarede Hutchins:

"Det var ikke godt. Det var slet ikke godt".

Kort tid efter var hun død.

Powered by Labrador CMS