Rapstjerne tiltalt for overfald i Sverige

Donald Trump og flere kendte amerikanere har opfordret Sverige til at løslade ASAP Rocky, der nu er tiltalt.

Den amerikanske rapper blev anholdt i starten af juli måned. Foto: Angela Weiss / Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske rapstjerne ASAP Rocky, hvis rigtige navn er Rakim Mayers, er blevet tiltalt for overfald i Sverige.

Det oplyser den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Ud over ASAP Rocky er to andre personer tiltalt. De skal alle sidde varetægtsfængslet, indtil retssagen går i gang.

– Jeg har i dag rejst tiltale mod de tre mistænkte for simpel vold, fordi jeg vurderer, at det, der skete, var en forbrydelse, også selv om der har været indvendinger om selvforsvar og provokationer.

– For at nå frem til en beslutning har jeg blandt andet gennemgået de film, der er kommet frem i efterforskningen, siger anklageren, Daniel Suneson.

Gadeslagsmål

De tre blev anholdt kort efter midnat 3. juli. Det skete, efter at de angiveligt var involveret i et gadeslagsmål i Stockholm den 30. juni.

Flere kendte amerikanere har udtalt, at de ønsker ASAP Rocky løsladt.

Kulturpersonligheden Kim Kardashian West og hendes mand, rapperen Kanye West, har blandt andet talt med USA’s præsident, Donald Trump, om sagen. Det skriver den tabloide hjemmeside TMZ.

Tidligere har en underskriftsindsamling også fået store stjerner som Post Malone, Justin Bieber og Frank Ocean til at ytre deres støtte til rapperen.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, har gjort det klart, at ASAP Rocky ikke får særbehandling trods sin stjernestatus i det internationale musikmiljø.

Han siger, at “alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande”.

– Den svenske regering hverken kan eller vil forsøge at påvirke anklagere eller domstole, sagde han 20. juli ifølge den svenske avis Expressen.

ASAP Rocky slog for alvor igennem med sangen “Fuckin’ Problems” fra 2012. Den har mere end 400 millioner afspilninger på streamingtjenesten Spotify.

Han gav i juni koncert ved festivalen Tinderbox i Odense.

Powered by Labrador CMS