Raser over Luksusfælden: -Lorteprogram
Imad Khariro er mildest talt ikke tilfreds med Luksusfælden ovenpå sin medvirken i tirsdagens program
27-årige Imad Khariro har ikke meget positivt at sige om sin medvirken i tirsdagens udgave af Luksusfælden.
Faktisk fortryder han bitterligt, at han stillede op til programmet, fortæller han til Kendte.dk.
- Det er et lorteprogram, der kun tænker på at udstille folk på en dårlig måde. De klipper ting ud for at man skal se dum ud, siger Imad Khariro.
Han har dog ikke konkrete eksempler på episoder i programmet, som skulle være blevet klippet på en uheldig måde.
- Jeg har ikke set hele programmet, for det vil jeg ikke. Hvorfor skulle jeg se det, når jeg allerede har været med?, siger Imad Khariro.
Har fået arbejde
I programmet river han en seddel med et tilbud om en jobsamtale som skraldemand itu til stor forargelse for ekspert Louise Fredbo-Nielsen.
Siden valgte han alligevel at tage til samtale på jobbet, som han dog ikke fik.
Til gengæld er det nu lykkedes ham at finde et andet arbejde, der gør, at både han og konen Izabella ikke længere er på offentlig forsørgelse.
- Jeg har fået job hos Dansk Retursystem, hvor jeg servicerer maskinerne til pant. Vi er begge ude af kontanthjælp, og det er mig, der forsøger hele familien nu, siger Imad Khariro.
Beholder bilen
En anden af de store stridspunkter i programmet er parrets bil.
Imad Khariro fortæller, at bilen ikke er blevet solgt til trods for, at han i programmet giver udtryk for, at han vil sælge den.
- Jeg talte med Jan (Luksusfælden-ekspert Jan Swyrtz red.) om det, efter at kameraerne var væk, og han gav mig lov til at beholde bilen. Jeg ville ikke af med den, og han sagde, det var fint nok, siger Imad Khariro, som dog ikke ønsker at gå nærmere i detaljer med, hvordan aftalen kom i stand.
Det har ikke været muligt for Kendte.dk at få verificeret hos Luksusfælden og ekspert Jan Swyrtz, om en sådan aftale har fundet sted.
Sikkert er det dog, at parret ikke har fulgt Luksusfældens nye budget efter optagelserne.
- Vi har lagt vores eget budget, og lige nu er det mig, der forsøge hele familien. Vi betaler ikke af på gæld, men det begynder vi med, når Izabella (Imads kone red.) også har fået et job, siger Imad Khariro
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Luksusfælden til Imad Khariros kritik.