Rasmus Bjerg: -Jeg blev døbt som teenager i kjole og hvidt

Rasmus Bjergs far mente, at Gud var død, og religion var der ikke noget af i barndomshjemmet.

Skuespilleren tog selv beslutningen om at blive døbt og konfirmeret.

Han kan mærke, at jo ældre, han bliver, jo mere troende bliver han.

Her fortæller Rasmus Bjerg, der netop nu er aktuel med soloshowet “Velbjerget”, som han rejser rundt med i hele landet, om sin tro.

Hvilken tro er du opdraget i?

– Jeg er slet ikke opdraget i nogen religion. Min far gik meget op i at fortælle mig, at han ingen tro havde. Gud er død, sagde han. Mine forældre var kunsthåndværkere og en del af venstrefløjen i 70’erne. Men min far kunne godt lide vikingesymboler og Thor og Odin, så et eller andet har han måske troet på.

– Jeg blev konfirmeret, men det var mit eget valg. Jeg var ikke døbt, så det blev jeg dagen før min konfirmation i kjole og hvidt, for det sømmer sig med en kjole til en dåb, sagde min mor.

Hvad betyder tro for dig i dag?

– Jeg kan mærke, at det betyder mere og mere. Hvad det så helt præcist er, jeg tror på, det er svært at svare på. Men i sådan en troløs tid, der tror jeg, man har brug for at finde et eller andet fokus eller holdepunkt, og der er troen en god ting. Den har altid reddet folk gennem kriser og katastrofer.

Hvordan dyrker du din tro?

– Jeg har prøvet at lytte med på “Jeppesens Bibelskole” på Radio24syv, og jeg kan mærke, at det vækker et eller andet i mig, jeg skal undersøge. Men om Gud findes, der er jeg altså ikke nået til endnu.

– Jeg elsker at gå i kirke, når jeg er ude at rejse, og også her hjemme faktisk, når de ikke er låst. At sidde der i kirkerummet og bare lade roen indfinde sig. Der tænker man over, hvor meget større alt er end én selv. Jeg tror, jeg bliver troende, når jeg bliver gammel. At der er en ro, der indfinder sig.

– Jeg synes, det er vigtigt at blive ved med at tro på mennesket. Det kan føles lidt op ad bakke. Men når vi mister troen på hinanden, så opstår de store problemer.

Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?

– Jeg tvivler hele tiden, og jeg synes da også, at der er al mulig grund til at tvivle for tiden med alt det, der sker her i verden. Det kan man jo få dårlige nerver af, men der er jo et liv, der skal leves, og vi må prøve at stole på, at efter kaos kommer kosmos.

Tror du på et liv efter døden?

– Nej, det gør jeg ikke. Jeg tror, vi er her nu, i hvert fald i denne fysiske form. Jeg tror ikke på, at vi bliver født som nye mennesker, eller at vi skal op til en port, hvor vi alle sammen svæver på skyer, og der er lange rækker af mennesker – alle dem, der har levet. Nej, det er for klaustrofobisk. Men jeg tror på, at vi på en måde lever videre i hinanden.

/ritzau/FOKUS