Rasmussen har fået et startnummer ved Eurovision-finalen
Ved lørdagens Eurovision-finale skal danske Jonas Flodager Rasmussen på scenen som artist nummer 15 ud af 26.
Det danske håb for årets Eurovision, Jonas Flodager Rasmussen, gik torsdag videre til lørdagens store finale. Her stiller 26 lande op, og det er nu blevet afsløret, at Rasmussen, som Jonas Flodager Rasmussen optræder under, skal på scenen som nummer 15.
Det oplyser eurovision.tv på sin hjemmeside.
Årets danske melodigrandprixvinder, Jonas Flodager Rasmussen, blev med sangen “Higher Ground” stemt videre til finalen ved den anden semifinale torsdag aften.
I finalen skal han med sin flok af vikingelignende korsangere blandt andet kæmpe mod Norge og Sverige, der skal på scenen som henholdsvis nummer 7 og 20.
Udelukker ikke sejr
Spørger man bookmakere og eksperter, er Danmark ikke blandt favoritterne til at vinde det internationale melodigrandprix. Den danske sanger mener dog selv, at en sejr ikke er udelukket, sagde han efter semifinalen.
Cyperns Elina Foureira, som efter de to semifinaler er Danske Spils favorit til at vinde finalen, bliver den næstsidste artist ved finalen som nummer 25.
Finalen bliver i år afholdt i Lissabon i Portugal, da portugisiske Salvador Sobral sidste år sejrede i musikkonkurrencen med nummeret “Amor Pelos Dois”.
Det er første gang, at Portugal har vundet det internationale melodigrandprix.
Følg finalen lørdag aften
Danmark vandt senest i 2013, da Emmelie de Forest charmerede Europa med nummeret “Only Teardrops”.
Før det havde Brødrene Olsen vundet konkurrencen i år 2000 med sangen “Fly On The Wings Of Love”, mens Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise” i 1963 var det første danske nummer, der vandt det store show.
Sidste år gik Danmark med Anja Nissen og sangen “Where I Am” videre til finalen, men året før det, i 2016, måtte danske Lighthouse X allerede forlade konkurrencen i semifinalen. Det samme skete for Danmarks deltager i 2015, Anti Social Media.
Finalen i Eurovision finder sted lørdag og sendes direkte på DR1 klokken 21.