Reagerer på chokexit i bagedysten
Tilde Munkholm gik ind i bageteltet med en dårlig mavefornemmelse. Irriterende småfejl slog mesterbageren ud, der dog forlader programmet med en vigtig læring
Feltet i bagedysten er for alvor spidset til.
Lørdag var det en nyerhvervet mesterbager, der som den femte i rækken måtte smide forklædet i "Den store bagedyst".
Meget gik i kage for 24-årige Tilde Munkholm, som ellers har brilleret i de foregående afsnit.
Men dårligt tempereret chokolade og bløde mousser endte i et tårevædet farvel til bagedystdrømmen.
- Jeg havde ikke helt den samme selvsikkerhed med hjemmefra, som jeg plejer, lyder det fra hende.
- Man har kun et forsøg i teltet, og det er ikke altid, det lykkes hundrede procent, når det gælder. Og sådan var det bare for mig lige der, siger hun.
Er gået strygende
Hidtil er det ellers gået strygende for den unge bager.
Lørdag efter lørdag har Tilde Munkholm - der flere gange har matchet tøj med sine kager - imponeret dommerne med sine æstetiske mesterværker.
At få lov til det har været drøm, hun har haft, siden hun var barn.
Dengang så hun "Den store bagedyst" med sin mor hver lørdag og bagte som regel en kage til anledningen.
- Det er så uvirkeligt, når jeg har set det hele mit liv, at det nu er mig, der står i teltet og er i fjernsynet, fortæller hun.
Startede i sjov
Det startede i sjov, fortæller Tilde Munkholm, der blev opfordret af venner og familie til at tilmelde sig bagedysten.
Siden blev tiden brugt intensivt med at øve pynt og teknikker, samtidig med at hun har passet arbejdet som butikschef i en brudekjoleforretning i hjertet af København og sin lille familie bestående af sin kæreste og deres hund, Flora.
- Ugen op til program seks var så presset, og jeg var så frustreret herhjemme, hvor mine ting ikke virkede, fortæller Tilde Munkholm.
- Jeg tog også afsted til Clausholm Slot uden at være helt sikker på, om det kom til at fungere inde i teltet.
Inspireret af Ungarn
I lørdagens skæbneprogram skulle deltagerne bage kager med smag af udlandet og ferieminder.
Tilde Munkholm lod sig i den første udfordring inspirere af Ungarn med en chokoladekage.
Men kagen manglede finish, lød dommen fra Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo.
De bed mærke i, at chokoladebåndet på kagen manglede blankhed, og mente, at karamelpynten var for kluntet.
Den sved for Tilde Munkholm, der ellers plejer at få ros for sine kagers udseende, og kritikken slog de begyndende revner i bageselvtilliden.
- Jeg blev så frustreret og ked af det. Alle er jo megagode, og hvis du lige pludselig bliver slået ud af den, kan du blive smidt helt af sporet, siger Tilde Munkholm, der endte i bunden af feltet efter den hemmelige udfordring.
Tidligere deltager kiggede forbi
Her havde bageteltet besøg af en tidligere deltager.
Sidste års vinder af programmet, Mads Eg Andersen, havde bagt en chokoladeovertrukket halvkugle, der forestillede en globus, som deltagerne skulle efterligne.
Men Tilde Munkholms kagecreme var for blød og flød ud, som var det et symbol på Jorden, der smelter grundet klimaforandringerne, bemærkede Markus Grigo.
I den sidste udfordring drillede chokoladen igen. Her havde hendes lyserøde flamingokage også et chokoladebånd, der heller ikke kom helt i mål.
Og den lyserøde glace, der udgjorde kagens top, var for tyk og gummiagtig, bemærkede dommerne.
Tilde Munkholms præstation var altså på trods af mesterbagerforklædet ikke nok til, at hun kunne blive.
Dommerne lagde til grund, at det er dagsformen fra program til program, der afgør, hvem der ryger.
Forstår, hun røg ud
Selv om det var småting, der gjorde udfaldet, er Tilde Munkholm forstående over for deres valg.
- Jeg føler, at det var min tur til at ryge, fordi jeg var den, der klarede det dårligst i teltet den dag, siger hun.
Netop det med ikke at tage det for tungt, når noget går galt, er en læring, Tilde Munkholm tager med sig.
- Jeg er meget perfektionistisk og vil gerne gøre ting så godt og flot som muligt.
- Men man kan ikke undgå ikke at lave fejl nogle gange. Og det er okay, for det gør alle jo.
Tilde Munkholm bruger stadig tid på at udvikle æstetiske kager, som hun gennem de sidste mange lørdage har bagt for venner og familie, der er kommet forbi for at se "Den store bagedyst".
Mens Tilde Munkholm altså er ude af programmet, løb Frederik Haun med mesterbagerforklædet for tredje gang.
"Den store bagedyst " sendes lørdag klokken 20 på DR1. I næste afsnit skal deltagerne afprøves i diverse kagetrends.