Reagerer på trist nyhed
Storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg kommenterer på sin søns forliste forlovelse
Det var i april sidste år, prins Louis af Luxembourg glædestrålende meddelte, at han og kæresten Scarlett-Lauren Sirgue var blevet forlovet.
For nylig oplyste han så i et interview med mediet Point de Vue, at bryluppet er aflyst - og at de er gået hver til sit.
Har hele familiens støtte
Nu kommenterer prinsens mor, storhertuginde Maria Teresa, på den triste nyhed i et opslag på Instagram.
- Vore hjerter er med vores elskede søn Louis og kære Scarlet, som vi elsker. Hele familien støtter jer. I er i vores tanker, skriver hun i opslaget, der er krydret med et foto, hvor man ser storhertug-parret sammen med prins Louis og Scarlett-Lauren Sirgue.
Prins Louis er den mellemste af storhertug Henri og storhertuginde Maria Teresas fem børn.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, et forhold går i stykker for den Luxembourgske prins.
Han var fra 2006 til 2019 gift med prinsesse Tessy, som han har sønnerne Gabriel og Noah med.