Red Hot på Roskilde: Derfor er Danmark særlig
For Red Hot Chili Peppers er det en særlig oplevelse at spille på europæiske festivaler - og ikke mindst på Roskilde.
Onsdag aften optrådte det amerikanske band Red Hot Chili Peppers for fjerde gang på Roskilde Festival. Da de sidst spillede på festivalen i 2007, blev de kaldt katastrofale, og årets optræden har også fået anmelderne til at ty til de knap så pæne gloser.
Men mens anmelderne raser, så sender det populære band kun kærlighed tilbage til festivalen og Danmark. Der er nemlig noget helt særligt ved at spille her, fortæller bandets trommeslager, Chad Smith.
– Det er altid et meget mixet publikum, vi spiller for her og på andre europæiske festivaler, siger han til Ritzau Fokus.
Roskildes legendariske Orange Scene, som bandet indtog klokken 22.30 onsdag aften, blev tidligere på dagen åbnet af The Orchestra of Syrian Musicians – et band, der består af syriske flygtninge. Og det er noget af det, Chad Smith synes, er helt fantastisk ved den danske festival.
– Jeg er meget imponeret over, at folk kommer og nyder et band bestående af syriske flygtninge lige så meget, som de gerne vil se en rockgruppe spille. Det er én af de ting, jeg elsker ved europæiske festivaler og især ved Danmark. Folk er meget omfavnende og accepterende. Derfor glæder jeg mig altid til at komme til Danmark og spille, siger han.
Efter onsdagens koncert er bandet draget videre til Polen, hvor de skal spille på endnu en festival, men for at sørge for, at de kan holde gejsten, er det ikke de samme numre, der bliver spillet hver aften, afslører Chad Smith.
Alligevel er der nogle hits, bandet nødvendigvis må spille igen og igen.
– På festivaler plejer vi at spille nogle af vores mere kendte numre – vi har jo 11 album med sange at vælge imellem, så Anthony bruger lang tid på at vælge sangene til hver enkelt koncert.
– Men der skal være en god balance, for vi vil også gerne spille forskellige sange, så det ikke er det samme set hver gang. Der er dog nogle numre, vi ikke kan komme udenom, når vi spiller, for der er nogle, folk forventer, siger trommeslageren, der har været med i bandet siden 1988.
Red Hot Chili Peppers udkom i juni med albummet “The Getaway”.
/ritzau/FOKUS