Regnskab afslører: Mangemillionær

Den danske komiker har ikke store forventninger til 2020.

Mick Øgendahl kom ud af 2019 med nogle millioner i overskud. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det går godt for Mick Øgendahl, men det kunne gå bedre, hvis man skal tro manden selv. I hvert fald fald økonomisk.

Den danske komiker har offentliggjort regnskabet, for 2019, for sit holdingselskab Unterholdning ApS, hvor man kan se, at der er kommet en hel del penge i kassen, men hvor man også kan læse, at ledelsen, altså Øgendahl selv, ikke er fuldt ud tilfreds med resultatet for 2019, og at man af forskellige grunde ingen grund har til at tro, at 2020 bliver et fantastisk år.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Virksomheden havde ved udgangen af 2019 en egenkapital på 39.537.146 kroner, en stigning på 3.661.245 kroner fra 2018. Man kan i opgørelsen læse, at Unterholdning ApS kom ud af 2019 med et overskud på 8.569.245 kroner efter skat, mod et underskud på 1.165.635 kroner efter skat i 2018.

Ekstra Bladet skriver, at Mick Øgendahl ejer 90% af selskabet, mens hans kone Marlene ejer de resterende 10%. Ekstra Bladet skriver også, at indtjeningen til selskabet især kommer fra produktion af spillefilm, komedieserier og royalities fra tidligere standupshows.

Ikke tilfredsstillende

Trods overskuddet, og fremgangen fra 2018 til 2019, er Mick Øgendahl dog ikke tilfreds med resultatet. Det fremgår af opgørelsen.

”Aktiviteterne i selskabets tilknyttede og associerede virksomheder har ikke indfriet de forventninger der var til året. Årets resultat betragtes dermed som ikke tilfredsstillende,” lyder det.

Mick Øgendahl har efterhånden mange års erfaring som sjov mand i Danmark. Foruden sine onemanshows har han haft roller i flere film, herunder Alle For én, Alle for To og alle for tre, Julefrokosten og Blå Mænd, mens han også har haft roller i Danish Dynamite, Tak for i aften og Tomgang.

Mick Øgendahl fortæller selv, til Mickogendahl.dk, at han for tiden er i gang med optagelserne til serien Sunday, skabt af kollegaen Melvin Kakooza, og at han derudover har en rolle i tv-serien Minkavlerne. Hans seneste onemanshow hed Fest, og så forlyder det, at han er ved at skrive nyt materiale til en liveoptræden, offentligheden forhåbentligt får lov til at opleve i efteråret 2020.

Uvis fremtid

Hvordan 2020 kommer til at være for selskabet, og Mick Øgendahl, er uvist, men noget tyder på, at coronavirus Covid-19 også påvirker den danske komiker.

Man kan i opgørelsen læse, at de virksomheder, der er en del af holdingselskabet, formentlig har haft begrænset aktivitet, mens Danmark har været lukket ned, og det betyder, at Mick Øgendahl selv forventer økonomisk nedgang i et eller andet omfang, når der skal gøres status over 2020.

” Selskabets aktiviteter er fra den 13. marts 2020 midlertidigt begrænset som følge af COVID-19. Selskabets associerede og tilknyttede virksomheder vil således have begrænset aktivitet under
nedlukningen og det vil kan have en negativ påvirkning på resultatet for det kommende år,” lyder det i rapporten.

Powered by Labrador CMS