Reneé Toft Simonsen i opsigtsvækkende karriereskift
Reneé Toft Simonsen har flere gange før taget store karriereskift med stor succes. Nu gør hun det endnu en gang.
I 80’erne var hun en af verdens førende topmodeller og siden er hun blevet en af Danmarks bedst sælgende børnebogsforfattere – og uddannet psykolog.
Nu har Reneé Toft Simonsen endnu en gang foretaget sig et opsigtsvækkende karriereskifte. På Instagram skriver hun, at hun nu springer ud som healer.
“Så er er der gjort klar til min første klient. Jeg glæder mig til at prøve at heale her på mit lille kontor. I 15 år har jeg mediteret og healet på kurser hos Helen Gamborg og Erik Mikkelsen, i dag tager jeg første skridt alene…” skriver Reneé Toft Simonsen i opslaget, der er liket mere end 4000 gange.
I en kommentar til opslaget fortæller Simonsen også, at det gik lige præcis som det skulle med den første klient, Mette:
“Det gik bare så fint, Mette som er psykolog og min gamle studi kammerat var rolig og glad da hun gik, og så var det jo ren meditation for mig,” skriver den nybagte healer.
I en anden kommentar skriver Lone Laudrup, der er mor til Michael og Brian Laudrup, og også selv er healer, at det bare er om at nyde det, fordi det er så dejligt både at give og modtage healing.
Privat er Reneé Toft Simonsen – som det er mange bekendt – gift med sangeren Thomas Helmig. De har sammen sønnen Hugo Helmig, Jens Kristian og Ulrikke, som er Renée Toft Simonsens fra tidligere forhold, og Ida Marie, som er Thomas Helmigs datter fra et tidligere forhold.