Reumert-glæde
Teaterforestillingen "My Deer Hunter" vinder prisen for årets forestilling ved Reumert-prisuddelingen
Forestillingen “My Deer Hunter” vinder en Reumert i kategorien årets forestilling ved prisuddelingen søndag.
Årets Reumert, som prisen officielt hedder, bliver uddelt af en jury og dækker scenekunsten over hele Danmark.
“My Deer Hunter” har spillet på Betty Nansen Teatret. Og er produceret af selskabet Fix & Foxy.
Forestillingen handler om fire krigsveteraner. De er alle ramt af ptsd, og kæmper for at vende tilbage til samfundet.
Det er ikke bare skuespillere, der står på scenen. Det er fire tidligere soldater, der fortæller deres egne og meget personlige historier om, hvad krig kan gøre ved et menneske.
Ptsd er en psykisk diagnose, der kan ramme folk, som har været udsat, for et hårdt psykisk pres gennem længere tid.
“Deer Hunter” som guide
Produktionsselskabet skriver, at de har brugt filmklassikeren “Deer Hunter” som guide for stykket. Filmen handler om fire krigsveteran fra Vietnamkrigen, der ligesom i stykket kæmper for at finde tilbage til hverdagen.
– Traumerne dukkede op som snigskytter i det evige feltkøkken hos fire ptsd-ramte soldaterveteraner. I deres flossede nerver blev lyden af en smadret tallerken til granatnedslag.
– Her fik stanken af brændt kød og synet af soldaternes selvmordsblikke virkeligheden trukket ind på scenen, så vi gøs over mødet med de levende døde. Grumt og uafrysteligt teater.
Det skriver juryen som begrundelse for, at “My Deer Hunter” vinder prisen som årets forestilling.
10 jurymedlemmer
Årets jury består af 10 jurymedlemmer. De er sammensat på baggrund af faglige kvalifikationer, genremæssige ekspertiser og geografisk spredning.
Juryens medlemmer arbejder typisk indenfor fag som kritikere, kulturjournalister, forskere eller undervisere.
Det skriver kommunikationsbureauet Have om årets jury i en pressemeddelelse.
Årets kvindelige hovedrolle går til Kirsten Olesen for hendes portræt af nazilederen Joseph Goebbels sekretær i forestillingen “Et Tysk Liv”, Der gik på Det Kongelige Teater.
Årets mandlige hovedrolle går til Esben Smed for hans rolle som Hamlet i stykket af samme navn, som blev spillet på Det Kongelige Teater.
Maria Vinterberg vinder i kategorien årets instruktør for forestillingen “Mens vi venter på Gadot”. Stykket gik på Teatret ved Sorte Hest.