Revydiva: Vi tager ytringsfriheden for givet

Skuespillerinden Lise Baastrup blev hyldet af anmelderne for sin optræden i årets Cirkusrevy. Hun mener, revyen kan noget helt særligt.

Skuespillerinden Lise Baastrup mener, at vi i Danmark tager ytringsfriheden for givet. Her modtager hun prisen for årets talent af revykongen Ulf Pilgaard til Charlies Revygalla 2016. Foto: /free
Offentliggjort Sidst opdateret

Skarp kritik i form af venligsindet drilleri og satiriske parodier af kirken, kongehuset og kapitalen er noget af det fineste, vi har i dansk kultur. Det mener skuespilleren Lise Baastrup, der netop har vundet titlen som årets talent ved Charlies Revygalla.

– Vi skal virkelig være taknemmelige for og stolte over, at vi faktisk kan lave politisk satire uden at blive henrettet, siger “Hjørdis”-skuespillerinden og fortsætter:

– Det er en stor ting, at vi kan ytre og på den måde, vi gør, uden at blive slæbt i retten for at være uenige med dem, der styrer landet. Det tager vi for givet, siger hun.

Skal være med igen

Lise Baastrup fik prisen for årets talent til Charlies Revygalla for sin optræden i Cirkusrevyen, som hun også skal være med i næste år igen. Hun mener, at særligt revygenren kan noget helt specielt.

– Den politiske satire er helt speciel ved revygenren. Vi er nødt til at holde et spejl op for os selv, hinanden og dem, der styrer landet, for ellers kan det hurtigt sejle den forkerte vej, siger den unge revyskuespillerinde, der skal være med i Cirkusrevyen igen næste år:

– Vi bliver nødt til hele tiden at stille spørgsmålstegn, og det er det, revyen kan, siger hun.

At revyens segment er ældre og revyen dermed skulle være en uddøende genre bekymrer Lise Baastrup sig ikke om. Hun tror, at vi kommer til at se, at publikum til revyerne bliver yngre.

– Vi ser tit, at folk tager deres børn eller børnebørn med. Som årene går, skal den yngre generation nok overtage teten og tage af sted selv, spår den skarpe skuespillerinde, der er blevet rost til skyerne for sin indsats i sommerens Cirkusrevy.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS