Rigmanden og dansemusen sænker prisen for million-villa
Nu er der mulighed for at spare næsten 400.000 kroner ved en hurtig hushandel. Det handler om 246 kvadratmeter liebhaver-luksus en halv snes kilometer nord for København.
Der er gået “Black Friday” i den i Charlottenlund – selv om det ikke engang er fredag i dag.
Rigmanden og dansemusen sænker prisen på deres bolig.
Efter bare tre måneder på markedet har en af landets helt store iværksættere valgt at sætte prisen på sit luksushus ned.
Det er Endomondo-stifteren Jakob Nordenhof Jønck, der har valgt at nedjustere sin 246 kvadratmeter store villa nord for København.
Sparer næsten 400.000 kroner
Her bor han – endnu – sammen med sin Vild Med Dans-hustru Viktoria Franova.
Villaen, der som sagt ligger i liebhaverhovedstaden Charlottenlund, blev oprindeligt udbudt til salg for 13.975.000 kroner.
Men løber du hurtigt nok, kan huset lige nu erhverves 385.000 kroner billigere – nemlig for 13.590.000 kroner. Det skriver Boliga.dk.
Inkluderer master bedroom
For det beløb får man her en arkitekttegnet funkisvilla på en adresse, som K & CO Bolig, der har huset til salg, beskriver som “meget efterspurgt”.
Huset fordeler sig blandt andet på en hall, et køkken-alrum med speciallavet køkken, fjernbetjent gaspejs og en stor spiseplads.
Dertil kommer et par badeværelser – et med dobbelt bruser – og et master bedroom med walk-in closet.
Danmarks dyreste områder
Ifølge Boliga.dk købte Jakob Nordenhof Jønck ejendommen i 2015 for 13.250.000 kroner, hvilket svarer til en kvadratmeterpris næsten 54.000 kroner.
Og selvom det kan lyde af meget, er det ikke langt fra de gennemsnitlige priser, villaerne i området normalt går for.
Hussalgene i første del af 2017 placerer således Gentofte som landets næstdyreste kommune at være huskøber i.
Tjente over 400 millioner kroner
Her er villaerne nemlig gået for gennemsnitlige kvadratmeterpriser på godt 47.000 kroner.
På daværende tidspunkt blev det kun overgået af Frederiksberg Kommune, hvor der i snit blev givet over 50.000 kroner for hver eneste kvadratmeter hus.
Jakob Nordenhof Jønck tjente ifølge Berlingske Business over 400 millioner kroner, da henholdsvis My Fitness Pal og Endomondo i 2015 blev solgt.
Han har i dag kastet sig over et nyt projekt: Simple Feast – som er en kombination af færdigretter og en kogebogs-app.