Rikke forelsket: Ikke et Instagram-forhold
Tv-værten Rikke Gøransson har fundet kærligheden i kæresten Dennis, som hun har dannet par med i et års tid
Tv-værten Rikke Gøransson har fundet kærligheden i kæresten Dennis, som hun har dannet par med i et års tid.
Igennem 15 år har Rikke Gøransson budt deltagere og seere velkommen til "Paradise Hotel", hvor singler skal finde en partner for at undgå at ryge på porten.
Privat er den 36-årige tv-vært landet i sit eget paradis.
Hun er nemlig skrupforelsket i kæresten Dennis.
- Han er superdejlig. Jeg er meget glad - jeg har aldrig været lykkeligere, siger en storsmilende Rikke Gøransson til den fremmødte presse ved uddelingen af Tvprisen 2022 i Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften.
Væk fra den røde
Hun har dannet par med Dennis i et års tid. Han har endnu ikke været på den røde løber sammen med hende.
- Jeg har været meget i medierne med mine kærester. Men som årene er gået, er det også ret fint at finde nogle grænser for, hvad der er privat, og hvad der er offentligt, siger Rikke Gøransson.
- Ikke fordi det skal være hemmeligt. Men Dennis og jeg har bare en fin aftale om, at vores forhold ikke er et Instagram-forhold.
Farvel til paradiset
Det er ikke kun kærligheden, der har taget en drejning sidste år - det har karrieren også.
Sidste år var det Rikke Gørransons tur til at sige farvel til paradiset for at kaste sig over nye udfordringer hos underholdningskoncernen Nordic Entertainment Group.
Hvad det munder ud i, kan Rikke Gørranson endnu ikke sige mere om.
- Lige nu arbejder vi hårdt på et nyt, spændende format. Det er i en spæd, spæd fase på idéplan. Jeg kommer til at give lidt mere af mig selv, i forhold til hvad jeg plejer, lyder det fra den rutinerede vært.