Risikerer ti år bag tremmer
Rapperen Lil Wayne har erkendt sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse.
Den amerikanske stjerne-rapper Lil Wayne, eller Dwayne Michael Carter Jr., der er hans borgerlige navn, risikerer at skulle tilbringe ti år bag tremmer. Det står klart efter han fredag den 11. december ved et retsmøde i St. Petersburg, Florida, i USA, erklærede sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse. Det skriver CNN.
Artiklen fortsætter under videoen
Som Kendte.dk tidligere har skrevet, blev Lill Wayne den 23. december 2019 standset i lufthavnen i Miami efter at være ankommet med privatfly. I en af hans kufferter blev der fundet et skydevåben, som han efterfølgende selv forklarede var en farsdagsgave.
Udover våbenet blev der også fundet patroner.
Et væsentligt problem for rapperen er, at han tidligere har modtaget en dom for noget lignende, og derfor er han frataget retten til at være i besiddelse af skydevåben.
Den episode fandt sted tilbage i 2007, hvor han blev anholdt uden for New York Citys Beacon Theatre, efter der var blevet fundet en pistol i hans tour-bus.
Han påstod på det tidspunkt, at pistolen tilhørte en anden, men accepterede det til trods en retslig aftale og blev idømt et års fængsel. Han endte med at afsone otte måneder af dommen, inden han blev løsladt.
Der forventes at falde dom i den nye sag den 28. januar 2021.