Rita-skuespiller og rapper venter barn
Rapperen Uso og skuespillerinden Lykke Sand venter en sommerbaby
Sommeren står for døren. Og for rapperen Uso og hans kæreste, skuespiller Lykke Sand, bliver det en helt speciel en af slagsen.
De skal nemlig være forældre for første gang, afslører de over for Se og Hør.
Parret ved godt, hvilket køn de venter sig, men det skal indtil videre være en overraskelse for andre.
– Vi holder det for os selv lidt endnu. Vi er mest af alt bare spændte på, hvad det er for et lille menneske, der ligger og roder rundt, og hvad det egentlig er, vi har lavet, siger 39-årige Lykke Sand til ugebladet.
Lykke Sand har spillet med i en række film og tv-serier blandt andet “Strisser på Samsø” og “Rita”.
Ud over skuespillet er hun også yogalærer, fremgår det af hendes Instagram-profil.
I 2019 giftede hun sig med Aarhus-rapperen Uso, som lyder det borgerlige navn Ausamah Saeed og har hits som “Hey Shorty” og “Skru op” på cv’et.
Arbejdet kommer til gengæld ikke til at stå i første række, når de to tilføjer titlen som forælder til deres cv’er.
– Jeg vil rigtig gerne holde barsel, og det vil Uso også gerne. Vi skal bare have noget ro på i starten og finde ud af, hvad det er, der har ramt os. Det næste lange stykke tid bliver på babyens præmisser, og så følger vi med, så godt som vi kan, siger Lykke Sand til Se og Hør.