Robert-pris giver oprejsning til svigtede børnehjemsdrenge
"Der kommer en dag" vandt søndag aften en Robert for årets film. Den er baseret på rigtige begivenheder.
Historien om det ubarmhjertige liv for en gruppe børnehjemsdrenge i 1960’erne fik søndag aften den mest prestigefyldte Robert-pris – nemlig den for årets film.
Men for holdet bag “Der kommer en dag” betyder hæderen langt mere end statuetten, for filmen er nemlig baseret på virkelige begivenheder.
Med på scenen ved prisoverrækkelsen i Tivoli Hotel og Kongrescenter i København var således to af de mænd, der voksede op på børnehjemmet Godhavn, og som er kilden til filmens fortælling.
– Da Søren Sveistrup (manuskriptforfatter, red.) henvendte sig til os for nogle år siden og sagde, at han ville lave et manuskript til en film om vores anbringelse på et børnehjem, der tænkte vi først, at det var løgn, for det var der da ikke nogen, der ville interessere sig for, fortalte Poul-Erik Rasmussen.
Den forudsigelse blev i den grad bragt til skamme ved prisuddelingen, for ud over årets film løb “Der kommer en dag” også med priserne for bedste mandlige og kvindelige birolle, der gik til henholdsvis Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl.
Sammen med flere af de drenge, der dengang boede på børnehjemmet, har Poul-Erik Rasmussen kæmpet en lang kamp for at få en undskyldning fra staten, efter det de måtte gennemleve på Godhavn, hvor tæsk og mishandling var en del af hverdagen.
Betyder ekstra meget
En undskyldning, de stadig venter på, og derfor betyder prisen ekstra meget, fortæller Sofie Gråbøl.
– De har jo kæmpet i ti år for at få en undskyldning fra den danske stat, og betydningen af det er meget stor for dem. Men de siger, at den her pris også har en kæmpe betydning, for det er en anerkendelse, siger hun.
– Der er nogle priser, man bliver mere glad for end andre. Og jeg vil sige, at denne her er sådan en. For vi har så gerne villet fortælle de her menneskers historie på en måde, så den kunne nå bredt og dybt ud på en gang, og det synes jeg er lykkedes, det beviser den her pris jo, siger Sofie Gråbøl.
Hun er tydeligt rørt over den opmærksomhed, arbejdet med filmen er udmundet i.
– Uden at blive helt rørstrømsk, så kan man sige, at det er jo det, film kan.
– Det er det, dramatik kan. Den kan formidle og udveksle historier, ikke kun ud fra hvad, der er rigtigt eller forkert moralsk, men også fra en følelsesmæssig erkendelse, fordi vi forstår, hvordan det har været at være en dreng, der har været prisgivet et system, man ikke kunne vinde over.
– Derfor er det stort, siger hun.
Får anerkendelse
Også filmens instruktør sætter streg under, hvor vigtigt det er, at drengene fra børnehjemmet Godhavn får anerkendelse for det, de har gennemlevet.
– At få denne pris skaber en opmærksomhed omkring deres historie, som jeg synes, de fortjener. Og jeg synes også, filmen fortjener det i sig selv. Jeg er bare pisseglad, siger Jesper W. Nielsen.
/ritzau/