Robert-prismodtager afslører tragisk tab: Mistede sin lillesøster i foråret
Modtageren af prisen for Årets Kvindelige Birolle leverede en rørende tale til publikum ved Robert Prisen.
Skuespillerinden Josephine Park, der søndag vandt en pris for Årets Kvindelige Birolle ved uddelingen af Robert Prisen, gav en rørende takketale fra scenen, da hun modtog statuetten.
Her fortalte den 32-årige skuespillerinde, at hun i foråret mistede sin lillesøster, der var bare 25 år.
Artiklen fortsætter under videoen
Fra scenen lød det:
– Jeg har tænkt meget over, at jeg nogle gange tvivler på, om det, vi laver, er vigtigt nok i en verden, som er et så alvorligt sted, som det er lige nu.
– Jeg mistede min højtelskede lillesøster i foråret. Der oplevede jeg faktisk, at det eneste sted, jeg kunne finde ro – og det sted, der kunne gribe mig i en livskrise – det var kunsten, fortalte Josephine Park.
Hun ønsker ikke at komme ind på de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, der skete to måneder før optagelserne til sæson to af DR3-serien “Doggystyle” gik i gang.
I serien spiller Josephine Park rollen som “Jose”, og det var for den præstation, hun modtog prisen som Årets Kvindelige Birolle søndag.
I arbejdet med serien hjalp det skuespillerinden, at det var genkendelige ansigter, hun vendte tilbage til, da optagelserne til sæson to af “Doggystyle” gik i gang.
– Nu kendte vi også hinanden fra første sæson, så de er også en slags familie. Så det var meget hjemligt, trygt og respektfuldt, forklarede Josephine Park.
Josephine Park vandt også prisen som Årets Kvindelige birolle ved Robert-uddelingen i 2019. Det var også for sin rolle i “Doggystyle”.