Rockikon ramt af ildebefindende på scenen
Aerosmith-stjernen Joe Perrys tilstand er stabil, efter han kollapsede og blev hastet på hospitalet under en koncert med Hollywood Vampires.
Søndag aften måtte guitaristen Joe Perry pludselig udgå under en koncert i New York med Hollywood Vampires på grund af et ildebefindende.
Den 65-årige musiker støttede sig først til opsatsen ved trommesættet, mens han spillede videre på bandets fortolkning af Spirit-nummeret “I Got a Line on You”, men Perry måtte til sidst vakle ud fra scenen, hvorefter han kollapsede.
Perry blev først tilset backstage, mens bandet fortsatte koncerten, men han blev efterfølgende hastet til hospitalet.
Det bekræfter både politimyndighederne i New York og hospitalet på Coney Island, hvor koncerten fandt sted, skriver avisen New York Times.
Ifølge Hollywood Vampires forsanger, Alice Cooper, var guitaristlegenden dårlig allerede, inden de gik på.
– Tusind tak til alle, der har spurgt ind til vores bror, Joe Perry. Han er stabil lige nu, er sammen med sin familie og får den bedste behandling, oplyser han på Twitter.
Også på Hollywood Vampires officielle Twitter-profil har bandet givet de bekymrede fans en opdatering på Perrys tilstand.
– Joe Perry er stabil og hviler sig. Hans vampyrbrødre og fans ønsker ham god bedring, lyder meldingen.
Joe Perry spiller normalt guitar i rockbandet Aerosmith, men dannede i 2015 Hollywood Vampires sammen med musikeren Alice Cooper og skuespilleren Johnny Depp for at hylde 1970’ernes rockikoner.
Bandet optrådte i Danmark 1. juni til stor jubel for de danske anmeldere.
Se Coopers tweet her:
/ritzau/FOKUS