Rocklegende fylder 75

Det musikalske bagkatalog er næsten som en direkte indgang til Van Morrisons tanker og følelser, men den irske legende ønsker ikke offentligheden for tæt på.

Van Morrison har tre børn, to af dem med sin tidligere hustru Michelle Rocca. I 2009 annoncerede hans daværende manager, Gigi Lee, at parret havde fået en søn, men Van Morrison afviste faderskabet. I januar 2011 mistede barnet livet efter komplikationer fra diabetes, og i oktober samme år døde Lee af kræft. (Arkivfoto) – Foto: Vincent West/Reuters.
Offentliggjort Sidst opdateret

Med en karriere, der spænder over 50 år, er den irske rocklegende Van Morrison et sjældent eksemplar i musikbranchen.

Når Morrison – eller Van the Man, som hans kælenavn lyder – mandag den 31. august fylder 75 år, er det med over 40 udgivelser i bagagen og en plads i både “Rock and Roll Hall of Fame” og “Songwriters’ Hall of Fame”.

Artiklen fortsætter under videoen

At han er en musiker, som er svær at matche, blev også tydeligt, da han for et par år siden blev slået til ridder af Storbritannien for sin rolle i populærmusikken.

Både unge og ældre lyttere har i fem årtier ladet sig opsluge af Morrisons musik, der oftest beskrives som en blanding af jazz, blues, gospel og rock med tydelige tråde til den keltiske musiktradition, Morrison voksede op i.

George Ivan Morrison blev født i Belfast i Nordirland i 1945 og voksede op omgivet af tonerne fra farens bluesplader, morens sækkepibespil og naboernes jazz.

Favner bredt

Sangskriveren favner også bredt.

Morrison skrev sangen “Cleaning Windows” efter at have arbejdet som vinduespudser som 17-årig, og trappen på Vanløse Station blev til “Vanlose Stairway”, mens han havde en dansk kæreste og var bosat her til lands i 1980’erne.

Den 3. september – tre dage efter Morrisons fødselsdag – åbner i øvrigt et nyt spillested i Vanløse. Og det hedder netop Stairway.

Men han er uomtvisteligt mest kendt for evergreens som “Brown eyed girl”, “Moondance”, “Wild Nights” og “Have I told you lately that I love you”.

Flere plader fra Morrison er også rost til skyerne af kritikere. “Astral Weeks” fra 1968 blev flere steder beskrevet som en af de bedste rockplader, der nogensinde er lavet.

Kender ham ikke

Men lytterne tager fejl, hvis de har en følelse af at kende Van the Man gennem teksterne. Det fortalte den sky sanger til Financial Times i 2017.

– De projicerer idéer over på en person, som de ikke rigtig kender, på grund af noget i dem selv. Mange mennesker projicerer over på mig, hvad de tror, berømmelse er, eller hvad de tror, jeg er eller repræsenterer, lød det.

Den irske sanger, som også er berygtet for sit temperament, er ikke glad for at give interviews, og han bryder sig ikke om at dissekere sin egen musik.

– Jeg laver musik. Jeg synger, og jeg skriver sange, og jeg optræder. Så for mig er det ikke interessant.

– Du forsøger at gøre det til noget meget, meget interessant og noget, det ikke er. At optræde er meget praktisk. Det er meget gentagelse, og det er ikke noget særligt. Jeg har gjort det hele mit liv, sagde han til en journalist fra Irish Times i 2019.

Noget tyder på, at den irske poet fortsat har tænkt sig at holde det musikalske tempo højt.

Senest udgav han to album i 2018 og et i 2019, ligesom han også fortsat optræder live.

Powered by Labrador CMS