Rockstjerner i sorg: John er død
John Hartman var med til at danne det berømte rockband
Trommeslageren John Hartman, som er kendt fra rockbandet Doobie Brothers, er død i en alder af 72 år.
Det bekræfter bandet på Facebook, hvor de mindes deres tidligere bandmedlem i et rørende opslag:
"I dag tænker vi på John Hartman, som for os var 'Lille John'. John var en vild sjæl, fantastisk trommeslager og showman i løbet af hans tid i 'The Doobies'. Han var også en tæt ven gennem mange år og prægede bandets identitet," skriver de og fortsætter:
"Vi sender vores kondolencer til alle hans kære i denne svære tid."
Det er uvist, hvad årsagen til trommeslagerens død er.
Optaget i Hall of Fame
John Hartman var med til at danne Doobie Brothers i 1970 sammen med sangeren og guitaristen Tom Johnston.
Han var trommeslager i perioden fra 1970-1979 og igen fra 1987-1992 og spillede med på alle bandets hits.
I 2020 blev det berømte rockband optaget i Rock and Roll Hall of Fame.