Roer i guldfirer blev kemilærer og tv-stemme
Den tidligere roer Thor Kristensen, som torsdag 4. juni fylder 40 år, vandt OL-guld i Athen i 2004. Han vandt guldet sammen med resten af guldfireren.
Hans Thor Juul Kristensen – eller bare Thor Kristensen – var i flere år en fast bestanddel af guldfireren, og han nåede sit højdepunkt i karrieren med OL-guldet i Athen i august 2004.
Den tidligere toproer, som torsdag 4. juni fylder 40 år, satte kort efter OL-triumfen følgende ord på følelsen med guldmedaljen om halsen, olivenkrans på sin svedige pande og et nyskænket glas champagne i hånden.
– Jeg kunne ikke lade være med at græde. Man er skrællet helt ind til følelserne. Man bliver ramt af forvirring og glæde.
Artiklen fortsætter under videoen.
– Der er så mange, man skal have snakket med og dele glæden med, man skal til dopingkontrol og læse 40 sms’er, men det er en fed karrusel at sidde i, sagde han til Ritzau i 2004.
Han vandt også en række andre medaljer – heriblandt to af guld ved verdensmesterskaberne i 2002 og 2003. Det blev også til VM-sølv i 2001.
Kåret til årets sportsnavn
I 2004 blev Thor Kristensen kåret til årets sportsnavn sammen med de øvrige medlemmer af guldfireren.
Båden bestod også af Thomas Ebert, Stephan Mølvig og Eskild Ebbesen, og de var alle med til at vinde guldet i sommeren 2004.
Den butiksuddannede Hadsund-roer blev en del af landsholdet i 1999 og var en del af den succesrige guldfirer – eller letvægtsfireren – i årene fra 2001 til 2005.
Uddannet biolog
Thor Kristensen indstillede karrieren i 2005 for at have mere tid sammen med familien og kunne tage en uddannelse.
Han forklarede dengang også stoppet med, at det var psykisk og fysisk hårdt med den ubarmhjertige udvælgelse af besætningen til OL-båden.
– Jeg er kørt sur i det. Det er svært at beskrive, hvad det har kostet at vinde den OL-guldmedalje.
– Men det har drænet så mange kræfter, fysisk og ikke mindst mentalt, at jeg slet ikke kan forestille mig at gennemgå sådan et forløb igen.
– Jeg tror, jeg ville få varige mén, fysisk og psykisk, hvis jeg skulle gøre det igen, sagde Thor Kristensen til Ritzau i 2005.
Han tog efterfølgende en uddannelse som biolog i årene fra 2006 til 2011.
Træner, kommentator og underviser
Han har også været ansat som fysisk træner i Fredericia Sejlklub fra 2007 til 2011, og sideløbende har han været ansat som kommentator i roning på først Eurosport (2008 til 2014) og siden TV2 (fra 2015).
Thor Kristensen har desuden været ansat som underviser på Oure Kostgymnasium siden 2011, hvor han blandt andet lærer de unge mennesker om biologi, kemi og naturvidenskab.
Privat danner han par med Ditte, og de har tre sønner.