Roland Møller vinker farvel til tårnhøj hyre: Jeg vil hellere være til at stole på
Skuespilleren er godt i gang med Hollywood-karrieren, men der er stadig noget, der tæller mere end penge.
Hvis man spørger skuespilleren Roland Møller, hvor han ser sig selv i fremtiden, falder svaret prompte.
– På et eller andet tidspunkt sidder jeg og vipper med tæerne i en strandkant og tæller penge.
Han griner lidt. Bøllehatten sidder lidt på skrå, han har bare ben. Det er sommer i Danmark.
Hjemme i en periode
For en gangs skyld er Roland Møller hjemme i en længere periode. Til august skal han i gang med at indspille Fenar Ahmads stort anlagte “Valhalla”, en film han for lang tid siden lovede den spirende instruktør at være med i.
Men faktisk er den film også grunden til, at Roland Møller må udskyde sin drøm om at tælle lapper i sydens sol lidt endnu.
– Jeg har lige været nødt til at sige nej til en Jackie Chan-film med den største hyre, jeg nogensinde er blevet tilbudt, fordi jeg har lovet at spille med i “Valhalla”, fortæller den autodidakte skuespiller.
– Men de penge ville smage dårligt, hvis Fenars film gik nedenom og hjem. Han har jo hængt det hele op på mig, fortæller Roland Møller.
Brød igennem i 2010
Siden han brød igennem på det store lærred i “R” i 2010, har han spillet med i danske film som “Under Sandet” og “Underverden”, men de seneste år har karrieren taget nye højder i Hollywood.
En rolle i en Jackie Chan-film kunne have skudt ham endnu længere op ad rangstigen i den internationale filmbranche.
– Jeg havde lige et par dage, hvor jeg måtte gå i tænkeboks. Pengene eller at holde sit ord. Nu har jeg taget min beslutning, og vi laver “Valhalla”, siger Roland Møller.
For ham betyder det alt at kunne vise, at han er til at stole på. Med en baggrund i det kriminelle miljø har han arbejdet sig til tops i den danske filmbranche – blandt andet ved at være til at stole på.
– Jeg kommer fra ingenting, men jeg har kæmpet mig op netop ved, at jeg altid har holdt mit ord, og at folk ved, hvor de har mig, forklarer han.
– Hvis jeg løb fra den aftale med Fenar, og det kunne jeg godt, for vi har ikke skrevet nogen kontrakt, så ville det gå ud over min integritet og mandighed. Men nu har jeg vist, at jeg ikke er til salg for alt i verden, og det er jeg ret stolt over. For jeg var rigtig fristet. Tre millioner kunne have givet mig ro på rigtig længe, fortæller han.
Spiller med de største
Lige nu er han aktuel i actionbraget “Skyscraper”, der blandt andet har Neve Campbell og Dwayne “The Rock” Johnson på rollelisten. Senere i år kan han ses i Michael Noers amerikanske genindspilning af dramaet “Papillon” og næste år kommer der flere udenlandske film på cv’et for den 46-årige skuespiller.
På mange måder er det en drøm, der går i opfyldelse, men der er også en bagside af medaljen.
– Jeg er alene hele tiden. Man sidder hver aften og øver replikker på værelset, og man skal holde en eller anden diæt, så man kan ikke bare gå ud og feste eller gå på sightseeing. Man øver, træner og spiser og sover, og så står man op næste morgen igen. Det er ensomt, og det er hårdt, siger han.
Alligevel er der noget, der får ham til at blive ved.
– Det, der gør det værd, er, at mine forældre bliver stolte. Det betyder rigtig meget. De har altid været der for mig, og det er ikke deres skyld, at jeg har taget en omvej i livet.
– Det føles godt at tænke på, at de mennesker, der har troet på mig, kan gå rundt og sige “hvad sagde jeg, han kunne et eller andet”. Og så er det da også meget fedt, at der kommer nogle penge ind på kontoen, jeg skal ikke spille mere hellig end det, siger han.
Hollywood-hyre
Han lægger ikke skjul på, at Hollywood-hyren slår, hvad man kan få for at være med i en film herhjemme. Alligevel tøver han lidt, når man spørger ham, hvad han så bruger de penge på.
– Jeg har lige givet mine forældre og min søster en ordentlig sjat penge. Fordi jeg kunne. Det føles rigtig godt. Så bruger jeg dem på god mad og på træning. Jeg har ikke rigtig været ude og købe noget vildt endnu. Kun en ny seng, der var ret dyr. Men man ligger godt i den, siger han og smiler.
– Det er sjovt, for der var en fandens masse ting, jeg gerne ville købe, da jeg ikke havde nogen penge, men nu hvor jeg har dem, så føles det ikke, som om jeg behøver de ting alligevel, siger han.
Mere end 100 manuskripter med posten
Pengene giver dog ro til én ting: At kunne vælge og ikke mindst vælge fra. I år er mere end 100 manuskripter ifølge skuespilleren landet i hans mailboks, og der er ofte mere skidt end kanel i bunkerne.
– Det, at de penge står på kontoen betyder, at jeg kan læse manuskripter anderledes. Jeg kan vælge nogle med kød på. Jeg behøver ikke sige ja til en rolle bare for at betale huslejen. Det giver mig en frihed, siger han.
“Skyscraper” har premiere i Danmark den 12. juli.