Ronnie Tutt er død

Han spillede med Elvis frem til hans død i 1977

Ronnie Tutt, manden, der styrede trommerne bag Elvis, er død.
Udgivet Opdateret

Den ikoniske trommeslager, rytme- og rygraden bag blandt andre Elvis Presley, er død.

Det bekræfter familien.

"Han vil leve videre gennem sine børn, børnebørn og oldebørn. Vi vil til evig tid høre ham i musikken. Rock'n'Roll i himlen, far", skriver Ron Tutts datter, Tina Dempsey.

Ron - eller Ronnie, som han blev kaldt - Tutt, var mest kendt for sin rolle i Elvis' TCB-band, der stod bag sanglegenden fra 1969 til 1977.

Han har desuden blandt andet spillet med Billy Joel, Johnny Cash, Glen Campbell, Kenny Rogers, Elvis Costello, Stevie Nicks, Michael McDonald og Roy Orbison, med hvem han er at finde på den ikoniske "A Black And White Night".

Derudover var Tutt en fast del af Neil Diamonds orkester, ligesom han også, sammen med sin gamle kammerater, har turneret verden rundt med showet 'Elvis in Concert', hvor Elvis er med på en storskærm.

Ronnie og resten af TCB-bandet (TCB er en forkortelse for Elvis' motto 'Taking Care of Business') har flere gange gæstet Danmark. 

Ronnie Tutt døde lørdag omgivet af sin familie.

Han blev 83 år gammel.

Powered by Labrador CMS