Rørt Thestrup: -Øjeæblet begyndte at soppe i en skovsø
Det var meget rørende for Ole Thestrup, da han i weekenden modtog Lauritzen Prisen.
Skuespiller Ole Thestrup var søndag den ene af modtagerne af Lauritzen Prisen 2017, hvor der fulgte 250.000 kroner med.
Ole Thestrup var rørt – meget rørt:
– Øjeæblet begyndte at soppe i en skovsø, griner Ole Thestrup, da Kendte.dk taler med ham.
Toppen af kransekagen
Han er meget glad for at have modtaget Danmarks ældste pris:
– Det er toppen af kransekagen. Det er en meget stor anerkendelse. Det var sgu svært at lade være med at fælde en tåre, fortæller Ole Thestrup til Kendte.dk.
Også publikum hyldede skuespilleren:
– Det var helt overdådigt med klapsalver. Det sluttede af med stående applaus. Så bliver man rørt, siger Ole Thestrup.
Han vidste i god tid forinden, at han ville få prisen. Og så hører der naturligvis en tale med:
– Jeg tænkte, at så skulle jeg takke mange gennem min 42-årige karriere. Så på selve dagen besluttede jeg mig for, at tale lige fra hoften, forklarer Thestrup.
Thestrup har kræft
Ole Thestrup fik i april konstateret en aggressiv lungekræft, som han siden er gået til behandling for.
Han har netop fået den 18. og sidste kemobehandling.
Ole Thestrup har dog endnu ikke fået svar på, hvorvidt kræften er blevet bekæmpet.