Flere fyres efter Eurovision-underskud

Underskuddet på 77 millioner kroner efter den danske Eurovision-show tidligere i år får nu konsekvenser. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Underskuddet på 77 millioner kroner efter den danske Eurovision-show tidligere i år får nu konsekvenser for Region Hovedstadens turistorganisation Wonderful Copenhagen, der stod bag den stort anlagte sangkonkurrence.

Wonderful Copenhagens ledelse har ifølge Metroxpress tænkt sig at fyre ni af dets 83 ansatte – altså næsten hver tiende.

»Det er meget beklageligt, at man nu skal til at afskedige medarbejdere hos Wonderful Copenhagen, men det er jo den hurtigste og nemmeste måde at spare på. De må jo spare på grund af det store underskud efter Eurovision,« siger Per Roswall (V), bestyrelsesmedlem i Wonderful Copenhagen, til Metroxpress.

Afskedigelserne er en del af ledelsens spareplan, som mandag skal vedtages på et bestyrelsesmøde i Wonderful Copenhagen.

Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem Kenneth Kristensen Berth (DF) undrer sig over, at Wonderful Copenhagens administrerende direktør, Lars Bernhard Jørgensen, ikke ryger i fyringsrunden, mens SFs Lise Müller (SF) kalder de mange afskedigelser for »superærgerlige«.

Wonderful Copenhagen har ikke ønsket at kommentere den kommende fyringsrunde over for Metroxpress.

Statsrevisorerne valgte torsdag, at sætte Rigsrevisionen til at undersøge, hvorfor Eurovision Song Contest 2014 endte med at sprænge budgettet med 77 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS