Roskilde-hovednavn nægter sig skyldig
Den amerikanske rapper Cardi B nægter at have overfaldet to kvinder på en stripklub i New York.
Den amerikanske rapper Cardi B, som efter planen skal spille på Roskilde Festival onsdag den 3. juli, var tirsdag aften dansk tid i retten i New York.
Den 26-årige sanger er sammen med to andre tiltalt for at have overfaldet to kvinder på en stripklub i New York-bydelen Queens i august.
Men efter høringen i retten tirsdag står det klart, at Cardi B nægter sig skyldig. Det skriver CNN.
Voldsom tiltale
Den grammyvindende rapper, som har storhittet med numre som “Money” og “I Like It”, er blandt andet tiltalt for vold mod de to kvinder, som arbejdede på stripklubben i sommeren 2018.
– Ofrene har angiveligt fået kylet glasflasker efter sig, fået smidt drinks i ansigtet, og en af kvindernes hoveder er blevet knaldet ned i baren. Den slags vold kan ikke tolereres i vores samfund, lød det fra sagens anklager ifølge CNN.
Artiklen fortsætter under videoen.
Cardi B, som bærer det borgerlige navn Belcalis Marlenis Almánza, blev anholdt i oktober for at have deltaget i slagsmålet.
Kan blive fængslet i årevis
Hendes advokat har dog tidligere udtalt, at der ikke er nogle beviser for, at hun har gjort nogen fortræd.
Hvis Cardi B bliver kendt skyldig i anklagerne, risikerer hun op til fire års fængsel, men det kommer ifølge rapperen selv ikke til at ske.
I hvert fald optrådte hun i weekenden til en koncert i Los Angeles, hvor hun råbte ud til publikum:
– Jeg skal ikke i fængsel!
Vil hun optræde?
Retssagen er dog ikke det eneste, der kan gøre Cardi B-fans nervøse for, at hun vil aflyse sin optræden på årets Roskilde Festival.
Rapperen har på det seneste aflyst en række koncerter, fordi hun ikke har været i stand til flyve, efter hun har fået foretaget flere plastikoperationer.
Ifølge Ekstra Bladet har Roskilde Festival dog ikke fået nogen meldinger om, at Cardi B ikke skulle være i stand til at gennemføre koncerten på Orange Scene den 3. juli.
Cardi B skulle have spillet på Roskilde Festival sidste år, men endte med at aflyse, da hun var gravid med sin datter, Kulture Kiari Cephus, som kom til verden i juli 2018.