Royal deltagelse i decimeret festdag
Lørdag 5. september flages der for de myndighedsudsendte. I lyset af coronapandemien er der skruet gevaldig ned for festlighederne.
Der flages i Danmark den 5. september 2020, fordi det er landsdækkende flagdag for Danmarks udsendte. Normalt er det en stor festdag, men på grund af coronakrisen er der i 2020 skruet et ordentlig hak ned for festivitasen, skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
Således er den ellers forventede parade for årets udsendte på Christiansborg Slotsplads og den efterfølgende reception aflyst. I år begrænses flagdagen altså til at omfatte landsdækkende flaghejsning og en mindehøjtidelighed.
Selv skriver Forsvaret, at selve mindehøjtideligheden, der foregår ved monumentet på Kastellet i København, kan overværes af interesserede fra voldene på netop Kastellet. Selve arrangementet er nemlig kun for inviterede.
Alligevel er der altså mulighed for at opleve kranselægning, musik og taler. Klokken 14.30 er der gudstjeneste i Holmens Kirke, men det er igen kun for inviterede. Lokale initiativer holdes måske stadig, men det kan du holde dig orienteret om på hjemmesiden flagdagen.dk.
Her fremgår det, at mange kommuner på grund af Covid-19 har valgt at aflyse flagdags-arrangement i 2020. Ved de to føromtalte arrangementer i København deltager kronprinsparret.
Flagdagen er indført i 2009 og har til formål at anerkende udsendte og “den indsats, de har ydet, og hvor de faldne mindes. Dagen omfatter alle, der er eller har været sendt ud fra Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet”.