Masser af rådden frugt i supermarkedet

Over halvdelen af danskerne har købt frugt og grønt, der var dårligt eller ikke helt frisk, mens hver femte har købt deciderede rådne varer inden for det seneste år.

Mange danskere har købt frugt og grønt, der var dårligt eller ikke helt frisk, mens hver femte har købt deciderede rådne varer. Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Søndagsavisen bringer en undersøgelse, som YouGov har foretaget blandt 1.006 deltagere.

Et stort flertal angiver at frugt og grønt bør påføres dato- eller holdbarhedsmærkning i højere grad. Det samme foreslår Forbrugerrådet Tænk.

– Der er et ønske hos forbrugerne, om at kunne vurdere, hvor frisk en vare er, for tidsfaktoren har en stor betydning for kvaliteten i forhold til frugt og grønt, siger seniorkonsulent Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk.

Varer i emballage har en særlig udfordring

Indpakkede produkter har en særlig udfordring, påpeger hun.

– Især varer i emballage, for man kan ikke se hele produktet, og alle kender oplevelsen af at komme hjem og åbne en pakke rucola, som er helt sur.

I dag er der intet lovkrav om mærkning af, hvor længe et æble eller en porre kan holde, eller hvornår den er høstet. Men fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) vurderer, at mærkning kan risikere at misinformere forbrugerne.

– Det er svært at finde en model, der kan anvendes på frugt. For ifølge fagfolk betyder det ikke nødvendigvis så meget, hvornår det er plukket, men mere hvordan det bliver opbevaret og behandlet efter høst, siger hun.

Heller ikke detailhandlen er interesseret i en mærkningsordning, skriver Søndagsavisen.

Powered by Labrador CMS