Royale tvillinger fejrer fødselsdag

Det er ikke kun i det danske kongehus, at der er royale tvillinger. Det er der også i fyrstedømmet Monaco.

Kronprins Jacques og prinsesse Gabriella af Monaco fylder år den 10. december. Foto: Valery Hache/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er dobbelt fødselsdagsfejring i det lille monegaskiske fyrstedømme.

Regentparrets tvillinger, kronprins Jacques og prinsesse Gabriella, kan nemlig fejre seksårs fødselsdag den 10. december.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Tvillingernes forældre, Monacos regentpar, 62-årige fyrst Albert og 42-årige fyrstinde Charlene, bød børnene velkommen til verden tilbage i 2014.

På juleaftensdag blev de første officielle billeder offentliggjort af tvillingerne, som fik navnene Gabriella Thérèse Marie og Jacques Honoré Rainier.

Selv om prinsesse Gabriella blev født først og kom til verden to minutter før sin tvillingebror, er kronprins Jacques miniputlandets tronarving.

Yngste arver

I Monaco har drenge arveretten – fyrst Albert er heller ikke den ældste i sin søskendeflok, men blev altså landets regent frem for sin storesøster, prinsesse Caroline.

Fyrst Albert, hvis mor var Hollywood-stjernen Grace Kelly, efterfulgte sin far, fyrst Rainier, da han døde i 2005.

Han har to voksne børn fra to tidligere forhold.

Han har vedkendt sig faderskabet til 17-årige Alexandre Stéphane Grimaldi-Coste og til 28-årige Jazmin Grace Grimaldi.

Begge børn bærer nu efternavnet Grimaldi, som er et slægtsnavn tilhørende den monegaskiske fyrstefamilie. Men da begge børn er født uden for ægteskab, indgår de ikke i arvefølgen til den monegaskiske trone.

Powered by Labrador CMS