Royalt par mistede ufødt barn: Nu taler manden ud
Zara Tindall og Mike Tindall mistede sidste år deres ufødte barn, og nu sætter manden ord på tragedien.
Det var en hjerteskærende tragedie, da dronning Elizabeths barnebarn Zara Tindall og hendes mand, rugbyspilleren Mike Tindall, mistede deres ufødte barn i julen sidste år.
Nyheden kom frem kun få uger, efter at parret havde annonceret, at de ventede en lille ny.
Og siden har parret forholdt sig tavse om tabet.
Manden sætter nu ord på
I et nyt interview med den britiske avis The Telegraph sætter Mike Tindall nu ord på den sørgelige hændelse, der ramte ham, hustruen og resten af den kongelige familie.
– Selvfølgelig er du ødelagt. Du ønsker aldrig at gå igennem det, du ønsker aldrig, at din kone skal gå igennem det, siger han.
I interviewet fortæller han, at han mener, at det var et held, at han og hustruen i forvejen havde en lille treårig pige, der ventede derhjemme, da den hårde virkelighed ramte parret.
Det betød nemlig, at de overvældende følelser og tanker blev skubbet lidt til side, da parret kom hjem fra hospitalet.
Frygtelig nyhed
Zara Tindall, der er en respekteret rytter, og Mike Tindall fik overleveret den frygtelige nyhed, da de tog til den første kønsscanning.
I interviewet fortæller rugbyspilleren, at han i al hemmelighed håbede på, at scanningen ville vise, at det royale par ventede sig en dreng.
I stedet blev de mødt af nyheden om, at deres baby var død.
– Du går ud 20 minutter senere, og hele verden er blevet vendt på hovedet, og alt er forandret.
– Og så går du igennem nogle virkelig dårlige dage, og så er du nødt til at prøve at få det til at hænge sammen, siger han til The Telegraph.
Siden parret delte den hjerteskærende nyhed i december, er det væltet ind med støttende beskeder og kondolencer til det royale par, mens mange har fortalt deres egne historier om en lignende oplevelse.
Og det har været med til at hjælpe de sørgende forældre med at komme videre, fortæller Mike Tindall.
Gift i 2011
Zara Tindall og Mike Tindall giftede sig i 2011 i Edinburgh i Skotland, og sammen har de datteren Mia, der fyldte tre år i januar.
Zara Tindall, der også kendes under navnet Zara Phillips, er datter af britiske prinsesse Anne.
Dermed at hun dronning Elizabeth og prins Philips næstældste barnebarn.
Da hun er datter af den borgerligt fødte Mark Phillips, har hun ingen kongelige eller adelige titler.
/ritzau/FOKUS