Ruben Søltoft med nyt onemanshow
I efteråret 2018 er komiker Ruben Søltoft klar med sit andet onemanshow, "Ting fra min mund".
Ruben Søltoft er i efteråret 2018 klar med sit nye onemanshow, “Ting fra min mund”.
Her vil han igen underholde publikum med personlige anekdoter, charmerende selvkritik og skarpe punchlines.
– Jeg har rigtig store forventninger, og jeg glæder mig åndssvagt meget til at komme hele landet rundt og kilde publikum med ord. Showet kommer til at vare cirka 80 minutter inklusive grinepauser. Mine egne grinepauser. Jeg tror virkelig, det bliver sjovt, siger Ruben Søltoft selv om det nye show.
Søltoft imponerede publikum og anmeldere
Showet bliver en længe ventet efterfølger til debuten “Mit Hoved” fra 2015.
Her imponerede han både publikum og anmeldere, og blev nomineret til titlen som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla.
Ruben Søltofts nye show “Ting fra min mund” starter i Odense den 12. september 2018.
Showet kan også opleves i MCH Herning Kongrescenter lørdag den 10. november 2018.
Billetsalget er startet.