Runder skarpt hjørne

Siden barneårene har hun givet liv til mindeværdige biroller i danske tv-serier og blockbustere. 13. marts fylder skuespilleren Rikke Louise Andersson 50 år

Rikke Louise Andersson har for nylig medvirket i Ole Bornedals historiske drama 'Skyggen i mit øje'. Sit gennembrud fik hun i en film af samme instruktør, nemlig gyseren 'Nattevagten' fra 1994. (Arkivfoto).
Rikke Louise Andersson har for nylig medvirket i Ole Bornedals historiske drama "Skyggen i mit øje". Sit gennembrud fik hun i en film af samme instruktør, nemlig gyseren "Nattevagten" fra 1994. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Danskerne lærte hende at kende i rollen som luderen Joyce i den nok mest kendte danske gyser nogensinde, "Nattevagten" fra 1994.

Siden har Rikke Louise Andersson medvirket i film over et bredt spektrum af genrer fra det tankevækkende drama "Hvid nat" fra 2007 til komedien "Alle for fire", som får premiere til august.

13. marts fylder hun 50 år.

Allerede i barndommen i København var Rikke Louise Andersson draget af skuespillet.

Hun var med i børneteatertruppen Gawenda, og som 12-årig fik hun sin første tv-rolle i serien "Ludo".

Sætter familieliv højt

Knapt ti år senere kom det store gennembrud i Ole Bornedals "Nattevagten", for hvilken hun indkasserede en Bodilpris for bedste birolle.

Og netop anmelderroste biroller er blevet hendes kendetegn. Det skyldes ikke mindst, at Rikke Louise Andersson prioriterer familielivet højt og derfor ikke giver sig i kast med meget store projekter.

Det er også tilfældet for hendes medvirken i en ny tv-serie, hvis optagelser begynder i maj.

Vil ikke store roller

- Det er en lille rolle, men det passer mig fint. Jeg er jo gift med en anden skuespiller, og vi har tre børn, så jeg siger ikke ja til helt vildt store ting, siger hun.

Rikke Louise Andersson er gift med skuespilleren Kim Bodnia, som hun har dannet par med i over 20 år. Sammen har de børnene Charlie, Miles og Nomi, der alle er i teenagealderen.

Skuespilleren har i løbet af karrieren også betrådt de skrå brædder. Selv er hun særligt stolt af teaterforestillingen "Personkreds 3" fra 1998.

Vil til Sverige

- Den varede fem timer, og det var et kæmpe skuespillerhold. Det var så intenst, siger hun.

- Det er en forestilling, jeg godt gad selv at have set.

Det er endnu ikke helt på plads, hvordan fødselsdagen skal markeres. Men hvis det er helt op til hende selv, skal dagen fejres i Sverige.

- Som barn tilbragte jeg alle mine sommerferier på en farm i Midtsverige hos min farmor og farfar. Det betyder rigtigt meget for mig, siger hun.

Powered by Labrador CMS