Runder skarpt hjørne

Niels Krause-Kjær har et langt cv fra medieverdenen, og efter ti år på DR's Deadline skal han igen ud og prøve noget nyt. Den 23. marts fylder han 60 år

Udgivet Opdateret

Journalist, pressechef, radiovært, tv-vært, politisk kommentator og forfatter.

Niels Krause-Kjær, som fylder 60 år den 23. marts, har mange titler på cv'et, men det er titlen som journalist, han identificerer sig mest med, har han tidligere fortalt.

Krause-Kjær voksede op på landet i den lille by Hovedgård mellem Horsens og Skanderborg, og allerede som barn vidste han, at det var journalist, han ville være.

Journalist i 1990

Han blev færdiguddannet journalist i 1990 og var de næste syv år ansat på Jyllands-Posten, hvor han primært skrev artikler på avisens søndagsredaktion.

Efter nogle år som avisjournalist blev han hentet ind som pressechef for De Konservative under partiets daværende leder, Per Stig Møller. Niels Krause-Kjær kom i den periode tæt på partiet.

I 2000 udkom hans første roman "Kongekabale", som handler om alliancer og beskidt, politisk spil på Christiansborg.

Leder af journalistuddannelsen

Romanen har mange ligheder med de magtkampe, som foregik i De Konservative op gennem 1990'erne, og Niels Krause-Kjær har i interviews ikke lagt skjul på, at det er det, som han har ladet sig inspirere af.

"Kongekabale" var desuden med til at starte en debat om forholdet mellem politikere, spindoktorer og journalister.

Fra 1998 til 2004 var Niels Krause-Kjær lektor på Danmarks Journalisthøjskole, som i dag hedder DMJX, og efterfølgende leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet (SDU).

DR-flagskibet Deadline

"Kongekabale" blev filmatiseret i 2004, og herefter begyndte en masse tilbud at vælte ind, har Niels Krause-Kjær fortalt.

Han har været vært på DR2 Morgen og haft sit eget radioprogram "Krause på tværs" på P1. Men de seneste ti år har Niels Krause-Kjær primært været ansigt på DR-flagskibet Deadline.

Det job har han dog besluttet at sige farvel til efter næsten 1000 deadlineudsendelser som vært, meddelte han i november sidste år.

Ulrik Torp

- Det er tid at ryste posen, skrive flere bøger, holde flere foredrag og samle små og halvsmå projekter op, skrev han på Twitter.

Siden Niels Krause-Kjær skrev "Kongekabale" har han udgivet flere romaner om journalisten Ulrik Torp. Den seneste med titlen "Nedsmeltning" er udkommet i starten af februar.

Niels Krause-Kjær bor på Frederiksberg med sin hustru, som også er journalist. Parret har to børn.

Den mangeårige studievært på Deadline på DR2 Niels Krause-Kjær fylder 60 år den 23. marts. (Arkivfoto).
Den mangeårige studievært på Deadline på DR2 Niels Krause-Kjær fylder 60 år den 23. marts. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS