Rystet Lukas Forchhammer: Folk skal virkelig tænke sig om lige nu
Sangeren Lukas Forchhammer tager isolationen alvorligt og er forbavset over dem, der ikke gør.
Egentlig skulle Lukas Forchhammer have brugt de kommende uger på at rejse rundt i Europa og promovere sin nye single “Scars”. Han skulle have spillet koncert i Spanien, optrådt i “X Factor” og lavet interviews i et væk.
I stedet går den populære sanger fra bandet Lukas Graham derhjemme med sin gravide kæreste og sin lille datter.
Familien er på grund af coronavirussets hastige spredning i selvkarantæne i lejligheden på Christianshavn, og interviews bliver klaret over telefonen, mens Lukas Forchhammer har et øje på datteren, Viola.
Pladeselskab vil udskyde release
– Der var mange, både fra vores amerikanske pladeselskab og herhjemme, som syntes, at vi skulle udskyde release af sangen på grund af verdenssituationen lige nu.
– Men det vil jeg ikke, for “Scars” er en sang, der netop handler om de store udfordringer, vi allesammen går igennem i livet. Jeg føler, at det er en sang, som nogle mennesker har brug for lige nu. Vi føler os jo allesammen både sårbare og alene, siger musikeren.
Artiklen fortsætter under videoen
Sangen handler om de ar på sjælen, vi pådrager os i løbet af livet. Og lige nu, hvor coronavirusset fuldstændig har ændret verdens gang, er der mange, der vil få ar for livet, mener sangeren.
– Det er en virkelig skræmmende tid. Vi står i en situation, hvor vi allesammen med al sandsynlighed kommer til at kende nogen, der dør af denne her virus. Og det er tankevækkende, siger han.
“What the actual fuck”
Derfor tager han også isolationen, som myndighederne har opfordret til, meget seriøst.
– Det er jo ikke bare en eller anden tilfældig læge, der har sagt, at det nok er bedst at holde sig fra hinanden. Det er regeringen, sundhedsmyndighederne og nu også dronningen. Prøv at se på, hvad der er sket i Italien. Det er så skræmmende, siger sangeren.
Han synes, det er rystende, at mange tilsyneladende ikke forstår alvoren.
– Vi kan se, at der er nogen, der sidder og drikker rosé på Dronning Louises Bro. Folk tror jo, at de retningslinjer og påbud ikke rigtigt gælder dem. Men de skal virkelig tænke sig om lige nu. Altså, what the actual fuck. Hold nu afstand, siger Lukas Forchhammer tydeligt påvirket.
Sætter pris på nærværet med familien
Han bruger selv tiden på at komme til bunds i både rod og de tanker, der fylder meget lige nu.
– Vi laver sådan et dagsprojekt sammen hver dag herhjemme. I går gjorde vi hovedrent på badeværelset, og så er der nogle tøjskabe, der skal ryddes op i. Men min farmor døde i fredags, så i dag har jeg ikke rigtig haft lyst til at lave noget.
– Jeg kan støvsuge og tømme opvaskemaskinen og selvfølgelig lege med min datter og sørge for frokost, men lige i dag kan jeg mærke, at jeg bare har brug for at være ked af det, forklarer Lukas Fochhammer.
Sangeren, der er vant til at være meget på farten, sætter pris på, at der i stedet er skruet op for nærværet med sin datter og kæreste.
De raske skal passe på de svage
Til lejlighedskomplekset, hvor han bor, hører en lille gård, hvor han ind i mellem tager datteren med ned for at få lidt luft. Og så går de små ture på voldene for at lufte naboens hund.
– Min datter spurgte i går, om vi ikke kunne lege, at vores hus var en børnehave eller skole, så alle hendes venner kunne komme forbi. Man kan bare mærke, at de små allerede savner deres institutionsliv, siger Lukas Forchhammer.
Selv savner han at se sit publikum og sine fans i øjnene, men der er ting, der er vigtigere lige nu.
– Vi kan jo håbe, at vi får lov at komme ud og spille festivaler. Men gør vi ikke det, så er det også okay. Der er nogle svage borgere i vores land og ude i verden, som lige nu skal have de raske menneskers hjælp. Og derfor skal man bare blive hjemme. Jeg ved godt, at det er fucked up, men vi kan godt gøre det her, siger sangeren.