Rystet Noel Gallagher føler med Ariana Grande

Musikeren Noel Gallagher er vred og rystet over mandagens angreb på unge koncertgængere i sin hjemby.

Noel Gallagher er selv fra Manchester. Foto: Scanpix/Torben Christensen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en mundlam og rystet Noel Gallagher, der mandag aften modtog meldingen om bombeangrebet i Manchester, som skete kort efter popsangerinden Ariana Grandes koncert i Manchester Arena.

Det fortæller Oasis-musikeren i radioprogrammet Radio X ifølge magasinet Rolling Stone.

– Når det går op for dig, at det er rettet mod unge musikfans … Jeg siger, at der ikke er nogen ord, men der er ord. Desværre kan I ikke broadcaste de ord, sagde han blandt andet i radioudsendelsen.

Kærlig tanke til sangerinde

Her sendte den populære musiker, der selv er fra Manchester, også en kærlig tanke til den amerikanske sangerinde, som netop havde afsluttet sin koncert, da angrebet fandt sted.

– Jeg går ud fra, at Manchester Arena vil åbne igen, og ja, du bliver nødt til at fortsætte. Jeg ved ikke, hvad Ariana Grande vil gøre. Jeg kan slet ikke forestille mig det, lød det desuden fra musikeren, som fortsatte:

– Jeg ved ikke, hvad jeg ville føle, eller hvordan jeg ville reagere. Jeg mener, jeg er ret oprevet over det nu, men hvis det var ens egne fans? Wow.

Arianas turné aflyst

For få dage siden meddelte Ariana Grande, at hun aflyser sin nuværende turné, Dangerous Woman, indtil 5. juni på grund af terrorangrebet.

– På grund af den tragiske hændelse i Manchester er Dangerous Woman-turnéen suspenderet, indtil vi kan vurdere situationen yderligere og for at vise den rette respekt over for de døde, lød det da fra sangerindens management.

22 mennesker mistede livet ved angrebet, der blev udført af en selvmordsbomber. Adskillige mennesker er stadig indlagt på hospitaler i og omkring Manchester.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS