Rytteriet gør comeback med folkekær skuespillerinde

Satireshowet "Rytteriet" annoncerer første liveshow i fire år, og med sig på scenen tager de en populær frue.

Rytteriet er skabt af Martin Buch og Rasmus Botoft. Foto: Free/Dr Presse/ Agnete Schlichtkrull
Offentliggjort Sidst opdateret

Fans af satireshowet “Rytteriet” kan godt begynde at varme lattermusklerne op.

Til næste år vender “Rytteriet” nemlig tilbage med deres første liveshow i fire år, og det sker i Glassalen i Tivoli.

Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Tager Bodil Jørgensen med på scenen

For første gang nogensinde tager mændene bag “Rytteriet”, Martin Buch og Rasmus Botoft, skuespillerinden Bodil Jørgensen med sig på scenen.

Og det er noget, som de to herrer ser frem til med stor begejstring.

– Vi glæder os rigtig meget til at have Bodil Jørgensen med på scenen. Bodil har altid været en del af “Rytteriets” dna og har været med både på radio og i tv.

– Vi er utroligt glade for, at det kan lade sig gøre at have hende med live, siger de to bagmænd i pressemeddelelsen.

“Rytteriet live i Tivoli”

Det nye show kommer til at lyde titlen “Rytteriet live i Tivoli”, og forestillingen er skrevet specielt til netop Tivoli, der til næste år kan fejre 175 års jubilæum.

Og showet kommer til at byde på flere overraskelser end normalt, lover Rasmus Botoft og Martin Buch.

– I dette show lægger vi mere op til improvisation og det uventede, end vi har gjort ved vores mere kontrollerede shows på for eksempel Bellevue Teatret.

– Vi vil gerne opnå en mere livekoncert-agtig fornemmelse og har længe haft en drøm om at sætte “Rytteriets” forskellige karakterer mere fri.

Det forklarer Martin Buch og Rasmus Botoft i pressemeddelelsen.

“Rytteriet live i Tivoli” spiller fra 24. marts 2018 til 14. april 2018.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS