Rytteriet-stjerne: -Jeg har nemt til tårer

Det bliver med Rasmus Botoft som vært, når Tivoli Varietéen slår dørene op i Glassalen. Og det bliver ikke en klassisk varieté, lover skuespilleren

Offentliggjort Sidst opdateret

Når årets udgave af Tivoli Varietéen udspiller sig i Glassalen i hjertet af forlystelsesparken, bliver det med skuespiller Rasmus Botoft, som blandt andet er kendt for sin rolle som en af snobberne i "Rytteriet", som vært.

Ligesom i 2020 skal han binde trådene sammen, når forskellige kunstnere fra ind- og udland giver prøver på deres færdigheder.

- Det er en slags kabaret, hvor jeg skal forsøge at facilitere de mange indslag. Man kan sige, at det er en slags forløber for tv-talkshowet, hvor der er en vært og nogle artister, der optræder, forklarer Rasmus Botoft.

Vil gerne hylde kunsten

Ser man bort fra 2020, er det 50 år siden, der sidst er blevet vist varieté i Tivoli, og det vil Rasmus Botoft gerne lave om på.

- Jeg vil gerne hylde kunsten og dem, der har øvet sig på noget helt specifikt. Der er jo ikke nogen, der øver sig i at stikke sabler ned i halsen uden at ville vise det til andre, siger han.

Det er vigtigt

For Rasmus Botoft har det været trist at se, hvor svært kulturlivet har haft det under corona, men det har også mindet ham om, hvor vigtigt det er at se og opleve noget, der vækker følelser.

- Jeg har faktisk nemt til tårer, når jeg ser en film eller et teaterstykke, der rører mig, siger Rasmus Botoft.

- Jeg har lige været til koncert med en sanger, der kalder sig Joan As Police Woman. Hun var fantastisk nærværende, lavede fejl og interagerede med publikum på en meget smuk måde. Det var ret rørende.

I vante rammer

Når Rasmus Botoft slår dørene op for Tivoli Varietéen, så er det i forholdsvis vante rammer.

- Som ung arbejdede jeg i Tivoli som alt fra opvasker og afrydder til kassemand og ismand. Og så spillede jeg "Rytteriet" i Glassalen i 2018, og det var bare et helt magisk sted, siger han og tilføjer:

- Det var faktisk her min gamle drøm om at lave varieté blev vakt til live.

Masser af humor

Den populære skuespiller understreger, at varietéen bliver moderne, tidssvarende og med masser af humor.

Ud over at publikum skal have en sjov aften i Glassalen, så håber Rasmus Botoft også, at de går overraskede og måske lidt klogere hjem efter at have set Tivoli Varietéen.
Ud over at publikum skal have en sjov aften i Glassalen, så håber Rasmus Botoft også, at de går overraskede og måske lidt klogere hjem efter at have set Tivoli Varietéen.

- Det bliver min udgave af en varieté. Så publikum kommer ikke til at føle, at de går ind i et museum, hvor tiden har stået stille, siger Rasmus Botoft.

- Vi får også besøg af Mikael Simpson, Claus Meyer og en masse andre spændende navne, så det skal nok blive underholdende.

Tivoli Varietéen kan opleves i Glassalen fra den 9. juni til den 18. juni.

Powered by Labrador CMS