Så sluttede danse-festen for Mie
Fredag aften røg Mie Ø. Nielsen og Mads Vad ud af showet. De næste to uger er de resterende par fredede.
Den sidste svingom blev en chachacha for Mie Ø. Nielsen og Mads Vad i “Vild med dans”.
Seerne var nemlig ikke med dem, da det syvende Vild med dans-program blev sendt fredag aften.
Parret var i omdans mod skuespilleren Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard, men seerne valgte altså at sende svømmeren ud. Det var tredje gang, Mie Ø. Nielsen og hendes partner var i omdans.
Dommerne fremhævede igen Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen, der gav deres bud på en chachacha.
– Der bor en ægte danserinde i dig, det er pragtfuldt, lød det fra dommerbordet, da parret gik af gulvet.
På gulvet hele to gange
Fredag aften var danserne for første gang på gulvet hele to gange, da de ud over deres pardans også skulle konkurrere i en holddans. Her var Iben Hjejle, Daniel Svensson og Dak Wichangoen og deres partnere på hold sammen mod Sofie Lassen-Kahlke, Julia Sofia og Mie Ø. Nielsen og deres professionelle makkere.
De fem par, der er gået videre, kan glæde sig over, at der går to uger, før der igen er nogen, der skal sendes ud af konkurrencen. Næste fredag er Vild med dans dedikeret til Knæk Cancer, og derfor skal ingen forlade showet.
“Vild med dans” sendes fredag klokken 20.00 på TV2.