Sådan blev hun en af poppens superstjerner

Roskilde-aktuelle Robyn har i sin lange karriere skabt sig et navn som en innovativ og ærlig musiker med en unik lyd. Onsdag den 12. juni fylder hun 40.

Robyn er født i Stockholm og begyndte sin sangkarriere, allerede da hun var 12 år gammel. Foto: Robyn Beck/Scanpix.
Robyn er født i Stockholm og begyndte sin sangkarriere, allerede da hun var 12 år gammel. Foto: Robyn Beck/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Robyn har ikke bare stået for uimodståelig festmusik til en hel generation.

Hun leverede også lydsporet til deres liv – i både søde og svære stunder. Sange man kan græde og danse til, føle sig forelsket og ulykkelig til.

Det skete især i 2010, da den svenske musiker slog sin status som superstjerne fast. Sange som ”Dancing om My Own” og ”Hang With Me” fra ”Body Talk”-pladerne tog både dansegulve og hitlister med storm.

Men popkarrieren begyndte allerede i midten af 1990’erne for Robin Miriam Carlsson, som hun er døbt. Som 18-årig havde hun to singler i top 10 i USA, og hun fulgte op med flere vellykkede udgivelser i den radiovenlige genre.

Startede eget pladeselskab

I midten af 00’erne tog Robyn mere kontrol over musikken og startede sit eget pladeselskab. Stilen blev lagt om til en mere elektronisk og til tider bastung lyd. Teksterne rykkede ind i et dybere og mere personligt univers af inderlighed, befrielse og selvstændighed – men også ensomhed og sorg.

Samtidig eksperimenterede hun med et mere farverigt visuelt udtryk og en leg med det androgyne, der afspejlede hendes modning som kunstner. Senere har hun også designet tøj.

Efter at have turneret i nogle år efter ”Body Talk” skruede Robyn ned for blusset med færre koncerter og kun få udgivelser i fællesskab med andre kunstnere.

Sidste år vendte hun så tilbage med sin første soloplade i otte år og forløste et langvarigt savn i den store fanskare. Albummet ”Honey” indeholder ikke samme enkeltstående ørehængere som tidligere, men udgør en raffineret helhed, der igen er blevet taget godt imod af anmeldere og lyttere.

Onsdag den 12. juni fylder Robyn fylder 40 år. Om få uger er der mulighed for at fejre hende på dansk grund, når hun optræder på Roskilde Festival. Hun er selvskrevet som et af de allerstørste navne på plakaten og kommer næppe til at danse alene.

Powered by Labrador CMS