Dansk cykeltalent skifter til nyt hold

Foto: colourbox
Udgivet Opdateret

Det danske cykeltalent Alexander Kamp har skrevet under på en kontrakt med Team coloQuick, der gælder indtil 2015.

Den 20-årige dansker fik aldrig rigtig indfriet forventningerne hos Christina Watches-Kuma, og forholdet til hans tidligere hold er tæt på frysepunktet. Det 20-årige talent har kæmpet for at blive løst fra kontrakten med sit gamle hold, og det er nu lykkedes.

Nu glæder han sig til at tørne ud for sit nye hold.

– Team coloQuick er netop den ramme, hvor jeg kan komme tilbage på sporet, og hvor jeg kan være med til at løfte holdet mod vores fælles mål. Det set-up, som coloQuick har meldt ud, og de høje ambitioner flugter præcis med mine forventninger til 2015, fortæller den 20-årige dansker.

Opholdet hos Christina Watches-Kuma bød ikke på den store succes for Alexander Kamp, og han kom hurtigt på kant med sportsdirektør Bo Hamburger og har tidligere beskyldt holdet for både løftebrud og dårlig ledelse.

– Det er mere et cirkus end cykelhold, sagde Alexander Kamp til BT i starten af juli.

– Nok er nok. Tilliden til sportsdirektør Bo Hamburger er brudt. Han er i mine øjne en inkompetent leder, der taler med to tunger og konsekvent bryder aftaler. Og jeg tager gerne kampen op, understregede han dengang.

Nu fokuserer Alexander Kamp på sit nye hold, og administrerende direktør for coloQuick, Brian Pedersen, ser frem til samarbejdet med nyerhvervelsen.

-Vi er yderst tilfredse med, at det endnu engang er lykkes at hente en yderst talentfuld rytter til vores team. Vi ser Alexander Kamp som en rigtig dygtig cykelrytter, der har store ambitioner. Vi glæder os til samarbejdet og tror på, at Alexander og Team coloQuick går en rigtig spændende fremtid i møde, forklarer Brian Pederen.

Powered by Labrador CMS