Sådan døde Uffe Ellemann

Der skulle en kanonsalut til, siger Jakob Ellemann-Jensen om sin fars død, der skete til lyden af fyrværkeri

Udgivet Opdateret

Der blev sunget sange fra Højskolesangbogen og drukket vin, da det meste af Uffe Ellemann-Jensens nære familie var samlet hos ham på Rigshospitalet lørdag aften.

Det fortæller tidligere Venstre-formand og udenrigsministers søn Jakob Ellemann-Jensen, som er nuværende formand for Venstre, i "Aftenshowet" på DR1.

Han fortæller, at hans far, som havde været syg i længere tid, var afklaret med, at han skulle dø.

Sang og drak vin

- Far sagde, at livet ikke skyldte ham noget.

- Vi har Højskolesangbogen med, vi synger og drikker vin, vi havde det hyggeligt, vi talte til ham, og han var bevidst om, at vi var der, fortæller Jakob Ellemann-Jensen ifølge DR Nyheder.

Jakob Ellemann-Jensen og hans søster Karen Ellemann var taget hjem fra Folkemødet på Bornholm torsdag, fordi deres fars helbred var blevet forværret.

Jakob Ellemann-Jensen er formand for Venstre, ligesom hans far, Uffe Ellemann-Jensen, var i en årrække. Her ses de sammen i Herning Kongrescenter i 2019, da Jakob Ellemann-Jensen blev valgt som formand. Da Uffe Ellemann-Jensen døde natten til søndag, skete det til lyden af fyrværkeri i Tivoli, fortæller hans søn til DR.
Jakob Ellemann-Jensen er formand for Venstre, ligesom hans far, Uffe Ellemann-Jensen, var i en årrække. Her ses de sammen i Herning Kongrescenter i 2019, da Jakob Ellemann-Jensen blev valgt som formand. Da Uffe Ellemann-Jensen døde natten til søndag, skete det til lyden af fyrværkeri i Tivoli, fortæller hans søn til DR.

Da Uffe Ellemann-Jensen døde omgivet af sin familie, skete det til lyden af fyrværkeri, fortæller sønnen.

Fantastisk afsked

- Da klokken er lidt i tolv, så begynder fyrværkeriet fra Tivoli ved siden af, og selvfølgelig var det det, han ventede på.

- Der skulle en kanonsalut til, og så døde han til lyden af fyrværkeriet. Når det nu skulle være, så var det en fantastisk afsked, siger han.

Uffe Ellemann-Jensen bliver bisat tirsdag i næste uge i Holmens Kirke.

Det meddelte Jakob Ellemann-Jensen tirsdag på Facebook, hvor han samtidig skrev, at hans far selv havde planlagt sin bisættelse.

- For vores far vidste godt, at det snart var tid til at tage afsted, og derfor var han som sædvanligt et skridt foran os andre, skrev sønnen.

Det varmer at høre

I samme Facebook-opslag takkede Venstres nuværende formand for den kærlige opmærksomhed i forbindelse med farens død.

Det taknemmelighed gentager han onsdag aften i "Aftenshowet".

- Det varmer at høre, at der var en dyb respekt om ham. Han evnede at være meget, meget dansk og samtidig meget international. Og det viste han, at det kunne man godt, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Powered by Labrador CMS