Sådan får jeg tid til kærligheden
Det er vigtigt for skuespilleren Katrine Greis-Rosenthal, der er styr på kalenderen i en travl hverdag - og så skal der være tid til at være kærester
Kalenderen er fyldt med travle dage med underlige arbejdstider for Sygeplejeskole-stjernen Katrine Greis-Rosenthal.
Derfor er det også vigtigt, at der er styr på logistikken og kalenderen i familielivet.
- Når vi er to forældre, som begge er skuespillere, er vores liv nødt til at være planlagt ned i detaljen, fordi vi ikke arbejder et normalt 8 til 16-job.
- Det er den måde, at vi sikrer os frihed på, så vi ikke skal bekymre os for meget om, hvem der henter ungerne efter svømning, siger skuespillerinden, der er gift med skuespilleren Martin Greis-Rosenthal.
Og hverdagen kræver snart endnu mere planlægning for den travle børnefamilie, som består af mor og far og tre børn, da begge forældre skal spille med i Paprika Steens nye tragikomiske spillefilm om forældrene i en skoleklasse.
- Det bliver super sjovt at lave film sammen med min mand. Vi har jo spillet sammen før, men ikke på denne her måde, vi hygger os virkelig med det. Men det kræver en del planlægning, siger skuespillerinden, som snart er aktuel med den fjerde sæson af seerhittet "Sygeplejeskolen".
Får hjælp af barnepige
Fordi parret skal indspille den kommende film sammen over fem uger, har de valgt at få en barnepige i hjemmet, mens de optager.
På den måde kan de fokusere på arbejdet, samtidig med at de sikrer, at børnene har det godt.
- Børnene er vant til det. Det er ikke første gang, at de skal passes, og de synes, det er rigtig hyggeligt, at der kommer en sød ung pige og passer dem i et par uger, siger skueskuespillerinden.
Selv om børnene bliver passet, når forældrene er på optagelser, mener Katrine Greis-Rosenthal, at hun og hendes mand har mere tid sammen med deres børn, end andre forældre har.
- Jeg har en anden frihed til at være sammen med mine børn i længere perioder. Jeg har eksempelvis hele november fri, så jeg kan hente mine børn tidligt og hygge.
- Og når vi er færdige med at optage denne her film, tager vi også en uge til Italien for at finde hinanden igen, nu hvor Martin og jeg har været væk i et stykke tid, siger Sygeplejeskolen-stjernen.
Holder fast i parforholdet
Men det er ikke kun når de er væk på optagelser, at parret får børnene passet.
Faktisk benytter det celebre par en barnepige jævnligt for at sikre, at de holder fast i at lave aktiviteter sammen som par.
- Det er nøglen til et godt familieliv for mig, at der er plads til, at man også kan være kærester. Men det kræver noget hjælp, som man er nødt til at betale sig fra, siger Katrine Greis-Rosenthal.
Den nye og fjerde sæson af "Sygeplejeskolen" får premiere den 26. september på TV 2 Play og TV 2 Charlie.