Sådan holder Vild med dans-deltagerne varmen i efterårskulden

Vild med dans er i fuld gang. Træningslokalerne bruges flittigt. Men hvordan holder Vild med dans-deltagerne efteråret ude?

Offentliggjort Sidst opdateret

Oktober har for alvor inviteret efteråret ind i de danske hjem. Dagene er blevet kortere, trøjerne er tykkere og efterårsferien er startet for mange.

Men hvis det stod til den professionelle danser Michael Olesen, der er i fuld gang med at lære skuespillerinden Laura Bach at danse i Vild med dans, så efterlod han helst det danske vejr og tog på ferie om efteråret. Der er bare et problem.

– Altså jeg håber jo, at der går et par fredage, før vi kan tage ud at rejse, griner han og hentyder til, at alle hans fredage indtil videre er fuldt booket til det populære tv-program.

Vedligeholder en anden tradition

Privat danner Michael Olesen par med den danske Playboy-model Joan Divine, og selv om de ikke kommer på udlandsferie dette efterår, så har de en helt anden tradition, som de gerne vedligeholder.

– Når Vild med dans er afsluttet og julen har lagt sig, men der stadig er gråt og trist i Danmark, så plejer vi tage ud og rejse, fortæller danseren.

Bliver indendøre

Michael Olesen er ikke alene om at synes, at en udlandsrejse ville være en dejlig afveksling til det kolde vejr.

Men kollegaen og danserivalen Morten Kjeldgaard bliver i stedet indendøre, når vejret bliver koldere.

– Jeg plejer se lidt mere til mine venner og min familie, og så bliver vi indenfor og hygger lidt mere end normalt, fortæller han.

Buttenschøn kravler under dynen

Sangeren Thomas Buttenschøn har varmet godt op under både dommere og seere i det populære danseprogram.

Men det er altså stadig ikke nok til, at han kan holde varmen derhjemme.

– Når det bliver efterår, plejer jeg at kravle under dynen med min guitar og skrive sange. Virkelig mange sange, fortæller “Fantastiske Mandag”-sangeren.

Thomas Buttenschøn er ved at blive lært op af danserinden Mie Moltke, som også har et par trick hun gør brug af, når efterårsblæsten bliver for meget.

– Jeg plejer at tænde stearinlys i hele dansestudiet. Det er så hyggeligt, røber hun.

Mille Dinesen vinterbader

Mens de andre deltagere trækker i lidt ekstra tøj, så smider skuespillerinden Mille Dinesen sit.

Hun starter nemlig med at hoppe i havet og vinterbade, når efteråret gør sit indtog.

Det er en tradition, som hun gerne ser sin dansepartner Mads Vad bliver en del af.

– Jeg er meget mere til at ligge på sofaen med masser af tæpper og puder imens jeg ser en masse afsnit af tv-serien “Venner”, kommer det fra den professionelle danser.

– Men Mille har sagt, at hun på et tidspunkt tvinger mig med, selv om jeg synes, at det lyder virkelig koldt, fortsætter han, selv om skuespillerinden ihærdigt forsøger at overtale ham.

I aften skal de syv resterende par endnu engang på gulvet, hvor efterårskulden lukkes ude og dansefeberen raser.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS