Sådan kan vanæret topchef ende med at få formue

Hvis påstande om seksuelle overgreb ikke holder vand, vil CBS betale fratrådt chef 120 millioner dollar.

Sexskandale kan ende dyrt, hvis den viser sig ikke at holde stik. Leslie Moonves kan i så fald se frem til en hulens masse millioner. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den fratrådte topchef for den amerikanske mediegigant CBS Corp, Leslie Moonves, kan blive styrtende rig, hvis beskyldninger mod ham om seksuelle overgreb og chikane viser sig at være grundløse.

CBS oplyser mandag, at det vil betale Moonves 120 millioner dollar, hvis en intern efterforskning ikke underbygger de beskyldninger, som udløste hans fratrædelse. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

CBS har afsat beløbet, der svarer til 772 millioner kroner, hvis Moonves ender med at blive renset.

Leslie Moonves har siden 2006 været administrerende direktør for CBS, og ifølge Reuters har han forvandlet en gammeldags og støvet tv- og radiostation til en succesfuld medievirksomhed.

Moonves har været blandt de mest respekterede ledere i den amerikanske underholdningsbranche, indtil han i juli blev anklaget for upassende opførsel.

Søndag rettede seks kvinder i magasinet The New Yorker detaljerede beskyldninger mod den 68-årige Moonves om seksuelle overgreb. Hændelserne skal have fundet sted fra 1980 og godt 20 år frem.

Få timer senere annoncerede CBS, at Moonves ville trække sig som formand og administrerende direktør.

Samtidig oplyste selskabet, at det vil donere 20 millioner dollar i støtte til MeToo-bevægelsen og foreninger, der kæmper for ligestilling.

En af kvinderne, en højtstående tv-chef, anmeldte Moonves til politiet sidste år. Politiet i Los Angeles betragter ifølge The New Yorker kvindens vidneudsagn som “pålidelig”.

De påståede overgreb ligger imidlertid for lang tid tilbage, til at myndighederne kan rejse tiltale mod Moonves.

Moonves erkendte søndag i en udtalelse til The New Yorker, at tre af de møder, som magasinet omtalte, havde fundet sted, men beskyldningerne om overgreb afviste han som “usandfærdige”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS